Kendiskoks dessert skyld i diplomatisk krise: - Vi er meget fornærmede

Et topmøde mellem Israels Benjamin Netanyahu og Japans Shinzo Abe startede lykkeligt, men så klokkede kokken i det

På overfladen lignede det et vellykket møde, men da de to gik til bords, gik det galt. Foto: AP
På overfladen lignede det et vellykket møde, men da de to gik til bords, gik det galt. Foto: AP

Alt var smil, faste håndtryk og påtagede grineflip, da Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, tog imod sin japanske kollega, Shinzo Abe.

Lige indtil maden kom på bordet.

Den verdenskendte kok Segev Moshev havde været kreativ og serveret sin dessert i en sko, og det var han ganske stolt af.

Her ses de to statsledere sammen med deres koner og den uheldige kok:

Efterfølgende har det dog skabt problemer.

Det store landsdækkende medie Yediot Aharano beskrev 8. maj, hvordan de japanske diplomater efterfølgende var chokerede over kokkens påfund.

- Det var en dum og ufølsom beslutning. Der er intet lavere end sko i den japanske kultur. Ikke nok med, at de ikke bærer sko derhjemme, så tager de også skoene af på deres kontor. Det er respektløshed af værste skuffe, lyder det fra en japansk diplomat.

Chokolade formet som en gris
Og han bakkes op af sin kollega.

- Der er ingen kultur i denne verden, hvor det er okay at smide skoene på bordet. Hvad tænkte kokken på? Hvis det var et forsøg på at være morsom, så var det ikke sjovt. Vi er meget fornærmede på vores premierministers vegne. Det svarer til at servere jødiske gæster chokolade formet som en gris, fortæller han.

Alverdens medier - heriblandt Washington Post, The Jerusalem Post og Business Insider - har efterfølgende skrevet om den absurde dessert-sag, ligesom Israels udenrigsministerium har været tvunget til at forholde sig til sagen.

Benjamin Netanyahu inden pressemødet, hvor den japanske statsleder også deltog. Foto: AP
Benjamin Netanyahu inden pressemødet, hvor den japanske statsleder også deltog. Foto: AP

- Vi har stor respekt og værdsætter denne kok. Han er meget kreativ. Samtidig har vi den største respekt for den japanske premierminister, lyder det, mens de afviser, at de kendte menuen på forhånd.

Efterfølgende har Segev Moshevs lejr også reageret på kritikken.

De har meldt ud, at der slet ikke var tale om en sko, men derimod en metalskulptur, der forestillede en sko.

Segev Moshev har mere end 75.000 følgere på Instagram og er også beskrevet som en kendt tv-person i Israel. Netop på Instagram har han også fået masser kritik fra brugere, der kalder det alt fra respektløst til ulækkert.

48 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere