Kendt SF'er stiller op til EU-Parlamentet

SF-profilen Karsten Hønge vil tale de svagestes sag, hvis han bliver valgt ind i Europa-Parlamentet

SF'eren er i dag politisk ordfører for partiet. Foto: Claus Bonnerup / Polfoto
SF'eren er i dag politisk ordfører for partiet. Foto: Claus Bonnerup / Polfoto

SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, kommer til at stå på stemmelisten, når der i maj 2019 er valg til Europa-Parlamentet.

Det skriver Politiken.

Hønge siger til avisen, at det er hans mulighed for at give dem, der "er på røven i Europa", en tillidsmand, der kan tale deres sag.

- Det er jo det, jeg er sat på jorden for: At være ham, der kan give dem stemme og gøre det med en megafon for munden, siger han til Politiken.

Selv om Karsten Hønge vil forsøge at skifte Christiansborg ud med parlamentet i Bruxelles, ændrer hans kandidatur ikke på, at SF's nuværende europaparlamentariker, Margrete Auken, vil være partiets spidskandidat ved valget.

Og Hønge dropper i mellemtiden ikke rollen som politisk ordfører for SF på Christiansborg.

- Det fortsætter jeg med, så i de næste ti måneder vil jeg være i to valgkampe, både til Folketinget og til EU-Parlamentet. Men vores førsteprioritet er helt klart, at Margrete fortsætter, siger Hønge til Politiken

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal udskrive folketingsvalg inden 17. juni 2019.

Margrete Auken er begejstret for nyheden, fortæller hun til avisen.

- Jeg er så glad for, at han stiller op, for jeg har hele tiden ønsket at få et folketingsmedlem med på listen. Hvis jeg nu pludselig skulle dratte om, er der jo én til at tage over, siger hun.

297 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere