Kina åbner nyt sikkerhedskontor i omdannet hotel i Hongkong

Foran en park, hvor flere prodemokratiske protester har fundet sted, åbner Kina et sikkerhedskontor

Politiet stod onsdag morgen vagt om det nationale sikkerhedskontor og havde sat en række vandfyldte barrierer op rundt om bygningen. Her forsøger journalister at filme henover barrieren. Foto: Tyrone Siu/Reuters
Politiet stod onsdag morgen vagt om det nationale sikkerhedskontor og havde sat en række vandfyldte barrierer op rundt om bygningen. Her forsøger journalister at filme henover barrieren. Foto: Tyrone Siu/Reuters

Kina har onsdag morgen lokal tid åbnet et nyt såkaldt nationalt sikkerhedskontor i Hongkong.

Herfra skal kinesiske agenter for første gang operere åbent i Hongkong som følge af en ny og omstridt sikkerhedslov.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den nye base for det kinesiske sikkerhedsorgan i Hongkong er et hastigt omdannet hotel, der har udsigt til Victoria Park.

Her har en række prodemokratiske protester fundet sted igennem tiden, blandt andet en årlig markering af det kinesiske militærs nedskydning af ubevæbnede, prodemokratiske studerende på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989.

Tidligt onsdag blev et skilt med sikkerhedsorganets navn offentliggjort foran Hongkongs regering og flere politifolk.

Politiet stod vagt om hotellet og havde sat en række vandfyldte barrierer op rundt om bygningen.

Et kinesisk flag blev hejst på en stang uden for det nye kontor, og Kinas nationalvåben blev sat på facaden.

- Kontoret til at værne om Kinas nationale sikkerhed i den særlige administrative region Hongkong blev indviet onsdag morgen, skriver Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua.

Regeringsleder Carrie Lam talte ved åbningen af kontoret.

- Dagens åbningsceremoni er et historisk øjeblik, fordi vi bevidner etableringen af et fornuftigt retligt system og en mekanisme, der kan håndhæve national sikkerhed i Hongkong, siger hun.

Sikkerhedsloven blev vedtaget sidste uge og er ifølge Kina rettet mod blandt andet separatistiske aktiviteter og terrorisme.

Men kritikere frygter, at den vil have alvorlige konsekvenser for Hongkongs rettigheder.

De blev blandt andet fastlagt i en aftale fra 1997, hvor Storbritannien og Kina blev enige om, at Hongkong overdrages til Kina.

Aftalen skete på den betingelse, at Hongkong blev oprettet som en særlig region, der har delvist selvstyre efter devisen 'ét land - to systemer'. Aftalen løber frem til 2047.

Politiet i Hongkong har allerede foretaget anholdelser hos folk, der har ytret holdninger, der nu vurderes at være ulovlige. Det gælder blandt andet at tale for uafhængighed.

4 kommentarer
Vis kommentarer