Kina ønsker dialog med Indien efter dødelig grænseuro

20 indiske soldater døde under sammenstød med kinesiske soldater. Handsken er kastet, konstaterer indisk avis

Demonstranter i Indiens hovedstad, New Delhi, råber slagord mod Kinas præsident, Xi Jinping, foran den kinesiske ambassade efter militært sammenstød på de to landes grænse mandag, hvor mindst 20 indiske soldater blev dræbt. Foto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix
Demonstranter i Indiens hovedstad, New Delhi, råber slagord mod Kinas præsident, Xi Jinping, foran den kinesiske ambassade efter militært sammenstød på de to landes grænse mandag, hvor mindst 20 indiske soldater blev dræbt. Foto: Sajjad Hussain/Ritzau Scanpix

Kina ønsker at undgå flere militære sammenstød med Indien ved de to landes grænse i Himalaya, siger en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium onsdag.

Det sker efter den værste konfrontation mellem de to lande i mange årtier.

Begge lande har givet hinanden skylden for, at dets soldater stødte sammen mandag. Ifølge Indien kostede det mindst 20 indiske soldater livet.

Kina har ikke oplyst om tab under konfrontationen, men ifølge det indiske nyhedsbureau ANI døde 41 kinesiske soldater.

Den kinesiske talsmand insisterer på, at det var de indiske soldater, som ulovligt krydsede grænsen og angreb den kinesiske side

Det førte til 'en alvorlig fysisk konfrontationen fra begge parter, som førte til døde og sårede', siger talsmanden, Zhao Lijian.

Han opfordrer Indien til at lægge en dæmper på den indiske grænsestyrke, så den ikke 'ulovligt krydser grænsen' og provokerer til handlinger, 'som vil komplicerer situationen ved grænsen'.

Men han udtrykker håb om, at de to lande vil løse deres uenigheder gennem dialog og forhandlinger.

- Vi ønsker selvfølgelig ikke at se flere sammenstød, siger han.

Men i Indien venter mange borgere utålmodigt på at høre fra premierminister Narendra Modi, hvad det indiske svar på de døde indiske soldater skal være.

Modi har på Twitter opfordret til et tværpolitisk møde fredag. Mern han har ikke kommenteret det alvorlige sammenstød mellem soldater fra de to atombevæbnede lande, skriver Reuters.

Indiske embedsmænd har oplyst, at der under konfrontationen ikke blev affyret skud. De indiske soldater blev slået til døde med køller og sten.

Det skete mandag aften i Galwandalen i Ladakh i mere end fire kilometers højde

- Handsken er kastet efter sammenstødet i Galwandalen. Kina pressede for hårdt på, hedder det i en leder i avisen Times of India.

- Indien må presse tilbage, opfordrer avisen.

2 kommentarer
Vis kommentarer