Kina sender to millioner hospitalsmasker og 50.000 testkits til EU

EU hjalp i januar Kina, da landet var hårdt ramt af coronaudbruddet. Nu sender Kina udstyr til Europa

Formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har indgået en aftale med Kina om, at landet sender EU beskyttelsesudstyr og testkits til kontinentets kamp mod coronaviruspandemien. Arkivfoto: Johanna Geron/Reuters
Formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, har indgået en aftale med Kina om, at landet sender EU beskyttelsesudstyr og testkits til kontinentets kamp mod coronaviruspandemien. Arkivfoto: Johanna Geron/Reuters

Der er hjælp på vej til EU i kampen mod coronapandemien. Kina har lovet at sende to millioner hospitalsmasker, 50.000 testpakker og 200.000 N95-ansigtsmasker.

Det fortæller EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i en videobesked onsdag aften efter en samtale med Kinas premierminister, Li Keqiang.

- Vi er blevet enige om, at kampen mod coronavirus er en global kamp, og vi skal støtte hinanden, når der er brug for det.

- I dag er vi (EU, red.) centrum for coronaviruspandemien, og vi har selv brug for beskyttelsesudstyr. Vi hæver vores produktion og skaber nye produktionslinjer, men det tager flere uger. I mellemtiden er vi taknemmelige for støtten fra Kina, siger hun.

Kina er klar til at sende det lovede udstyr til EU med det samme, når de praktiske ting er på plads, siger von der Leyen.

Europa er af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklæret som nyt epicentrum for coronapandemien.

Coronaudbruddet begyndte i byen Wuhan Hubei-provinsen i Kina i december. Det har siden spredt sig til resten af verden.

I januar donerede EU omkring 50 ton beskyttelsesudstyr til Kina, da landet var hårdt ramt af virusset og havde brug for hjælp.

- Kina har ikke glemt, at EU hjalp i januar, da Kina var centrum for udbruddet. Vi donerede hurtigt 50 tons beskyttelsesudstyr, siger von der Leyen.

Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University er over 218.000 registreret som smittede på verdensplan.

Mange lande tester ikke alle med symptomer på virusset, og derfor kan det reelle antal af smittede være langt højere.

Over 8800 er meldt døde på verdensplan som følge af sygdommen covid-19, som er den sygdom, coronavirus kan forårsage.

Regionen Lombardiet i det nordlige Italien er det sted i Europa, som er hårdest ramt af smitten med coronavirus. Her nærmer dødstallet sig 2000.

Mens Kina har registreret flest døde, har Italien næsten lige så mange med 2978 registrerede dødsfald.

20 kommentarer
Vis kommentarer