Kinas præsident har tillid til Hongkongs udskældte leder

Demonstranter bag protesterne i Hongkong kræver, at Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam, træder tilbage

Kinas præsident, Xi Jinping, udtrykker en 'høj grad af tillid' til Hongkongs regeringsleder, Carrie Lam.

Det skriver det statslige nyhedsbureau i Kina, Xinhua.

De to er mødtes natten til tirsdag dansk tid efter flere måneders voldelige protester i det delvist selvstyrede Hongkong.

Xi Jinpings støtte til regeringslederen kommer, efter at der har været spekulationer om, at Kina planlægger at afsætte hende for at lægge låg på de fortsatte demonstrationer.

Carrie Lam har 'arbejdet hårdt' for at stabilisere situationen i Hongkong, siger Kinas præsident ifølge Xinhau.

- Xi udtalte en høj grad af tillid til Lam og fuld anerkendelse af hendes arbejde og hendes regering, skriver det statsejede medie.

- At afslutte volden og kaosset og genskabe orden er fortsat den vigtigste opgave for Hongkong, siger Xi Jinping.

Demonstranterne kræver større demokratisk frihed på et tidspunkt hvor Kinas kommunistiske ledelse beskyldes for at begrænse demokratiske rettigheder mere og mere.

Mange demonstranter kræver, at Carrie Lam går af, da de mener, at hun i for høj grad går Kinas ærinde.

Willy Lam, der er ekspert i Kina og bosat i Hongkong, mener, at Kinas støtte til Carrie Lam blot kan være midlertidig.

- Det betyder ikke, at de kan lide Carrie Lam, eller at de har høje tanker om hendes politiske præstationer, siger han.

Han tilføjer, at der stadig er mulighed for, at Carrie Lam kan blive fyret fra sin post inden for det næste år.

Avisen Financial Times har tidligere skrevet, at den kinesiske regering afventer, at situationen i Hongkong stabiliseres, før man foretager udskiftningen i toppen af storbyens selvstyre.

Kina ønsker ikke, at udskiftningen fremstår som et knæfald for demonstranternes krav, vurderer avisen.

Demonstrationerne i Hongkong tog for alvor fart i begyndelsen af juni, hvor hundredtusindvis af borgere protesterede over et nyt lovforslag. Forslaget ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina.

Hongkongs regeringsleder trak siden lovforslaget tilbage, og i begyndelsen af september blev det officielt droppet. Alligevel er protesterne fortsat ufortrødent.

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere