Kongehuset melder ud: Vi får en ny regering i morgen

Torsdag forventer dronningen, at Mette Frederiksen præsenterer en ny regering

Dronning Margrethe ankommer til Amalienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe ankommer til Amalienborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det ventes, at den nye regering modtages torsdag, oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.

Dermed vil Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, sætte navn på, hvem der skal være minister inden for et døgn.

Efter både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen har været forbi Amalienborg onsdag, lyder det i pressemeddelelsen, at dronningen modtager en ny regering torsdag.

'Den fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen har under henvisning hertil, tilrådet Hendes Majestæt Dronningen, at det overdrages Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen at danne en regering bestående af repræsentanter for Socialdemokratiet'.

'Hendes Majestæt Dronningen har herefter opfordret Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen til at danne en sådan regering'.

Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup giver her sit bud på, hvem der bliver præsenteret som minister i morgen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Sent tirsdag aften kunne den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, endelig fortælle pressen, at hun bliver Danmarks næste statsminister. Foto: Anthon Unger
Sent tirsdag aften kunne den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, endelig fortælle pressen, at hun bliver Danmarks næste statsminister. Foto: Anthon Unger

Sådan bliver det næste døgn
Onsdag eftermiddag kørte Mette Frederiksen efter sit møde med dronningen bort fra slotspladsen uden at sige ord til pressen.

Det næste døgn skal hun bruge på at sætte navne på, hvem der skal være minister i den nye regering, som bliver en ren socialdemokratisk regering. Hun ventes at præsentere regeringen torsdag. Det oplyser kongehuset.

De Radikale, SF og Enhedslisten bliver parlamentarisk grundlag for regeringen, som snart kan dannes, efter at de fire partier fik 91 mandater ved folketingsvalget 5. juni.

Den fungerende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), var også på Amalienborg for officielt at rådgive dronningen til at lade Mette Frederiksen danne regering, som det hedder.

- Der er ikke nogen flottere dag at give dronningen det råd på. Solen skinner over Danmark, og Danmark har det godt.

- Danmark er et fantastisk land, som er i økonomisk topform, men dette er også et lille eksempel på, hvordan vi gør tingene på her til lands, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mette Frederiksen trådte kort før midnat tirsdag aften frem for den ventende presse på Christiansborg sammen med de tre støttepartier og præsenterede en politisk aftale.

Aftaleteksten skal forpligte regeringen til at følge en retning, som de tre støttepartier på forhånd har skrevet under på.

I teksten indgår en masse politiske krav, som Lars Løkke Rasmussen som leder af oppositionen ikke vil kommentere tirsdag på Amalienborgs slotsplads.

- Der bliver masser af muligheder for mig at udtale mig politisk om den. I dag vil jeg bare notere mig, at Danmark er et fantastisk land, hvor solen skinner over os i enhver forstand.

- Mette Frederiksen overtager ledelsen af et land, som er i absolut topform med rekordhøj beskæftigelse, lav arbejdsløshed, styr på indvandrerpolitikken, og det går rigtig godt i Danmark, siger han.

53 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere