Kontroversiel plan: De skal dø som kakerlakker

Brasiliens præsident vil beskytte politiet og almindelige borgere, der skyder kriminelle

Politiet i Rio under en aktion 1. juni. Foto: Jonathan Alpeyrie/Ritzau Scanpix
Politiet i Rio under en aktion 1. juni. Foto: Jonathan Alpeyrie/Ritzau Scanpix

Den stærkt højreorienterede brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, håber, at landets kriminelle kommer til 'at dø som kakerlakker i gaderne'.

Den opsigtsvækkende udmelding kommer, oven på at præsidenten har foreslået en lovgivning, der beskytter sikkerhedsfolk og borgere, der skyder påståede kriminelle, mod retsforfølgelse.

Det skriver The Guardian.

I et interview siger Bolsonaro, at han håber, at kongressen i Brasilien vil godkende hans kontroversielle plan og udvide den såkaldte 'excludente de ilicitude'-paragraf, der i den brasilianske straffelov gør handlinger, der normalt er ulovlige, lovlige.

Kan resultere i et blodbad
Kritikere af Bolsonaro frygter, at en sådan lov vil resultere i et blodbad, men Bolsonaro påstår, at den vil give tiltrængt beskyttelse til politibetjente, der bruger dødelige våben i tjenesten, og sætte en 'dramatisk' stopper for volden i landet.

- De her mennesker (kriminelle, red.) kommer til at dø på gaden som kakerlakker (hvis loven godkendes, red.) Og sådan bør det også være, siger han i interviewet.

Ifølge Bolsonaro kæmper politiet en 'ulige' kamp mod kriminelle og burde hyldes for at bruge deres våben i stedet for at blive retsforfulgt.

'Retskafne borgere' fortjener også beskyttelse, hvis de får brug for at beskytte sig selv eller deres ejendom med et dødbringende våben.

Hyldes af tilhængere
Den kontroversielle præsident udtalelser hyldes af hans tilhængere, mens aktivister og politiske modstandere tager sig til hovedet.

- Det her er afskyelige kommentarer, siger den mangeårige menneskerettighedsaktivist og advokat Ariel de Castro Alves ifølge The Guardian.

Ifølge Ariel er det Bolsonaros aggressive og umenneskelige kurs, der har ført til en stigning i politivold rettet mod fattige, unge og farvede mænd. Han frygter, at loven vil forværre problemet.

- I første halvdel af 2019 er der registreret 414 drab forårsaget af militært politi i São Paulo. Det er det højeste antal siden 2003. Han (Bolsonaro, red.) opfordrer til politivold og brutalitet, siger han.

Dræber en person hvert femte time
Lederen af den brasilianske tænketank Igarapé Institute, Robert Muggah, fortæller, at det samme mønster viser sig i storbyen Rio de Janeiro, hvor politiet har dræbt 881 mennesker indtil videre i 2019 - det svarer til en person hver femte time.

- Det er det højeste antal i over to årtier. Vores bekymring er, at den hårde retorik kan være medvirkende til, at politiet bruger overdreven magt, siger han ifølge The Guardian.

Sidste år dræbte brasiliansk politi næsten 6200 mennesker. Det er en stigning i forhold til 2017, hvor 5225 mennesker mistede livet som følge af politiets brug af våben.

1 af 2 Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, er kendt for sine kontroversielle udtalelser. Nu vil han beskytte borgere, der dræber kriminelle. Foto: Adriano Machado/Ritzau Scanpix
2 af 2 Politiet i Rio under en aktion 1. juni. Foto: Jonathan Alpeyrie/Ritzau Scanpix
139 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere