Kovending: Det var ikke det jeg mente

En udtalelse om et muligt militærkup i USA har givet tidligere Trump-rådgiver modvind

Foto: Ritzau Scanpix/Lauren Victoria Burke
Foto: Ritzau Scanpix/Lauren Victoria Burke

Donald Trumps tidligere toprådgiver Michael Flynn er kommet i vælten, efter han søndag deltog på en konference for tilhængere af konspirationsbevægelsen QAnon.

Her blev Flynn spurgt af en tilhører:

- Jeg vil vide, hvorfor det, der skete i Myanmar, ikke kan ske her?

Fra Flynn lød det:

- Det er der ingen grund til (at det ikke kan, red.). Jeg mener, det burde ske her. Det har du ret i.

En udtalelse, som han sidenhen er blevet blevet nødt til at trække tilbage.

Det har han ifølge CNN gjort via det sociale medie Parler, der mest bliver brugt af Trump-tilhængere.

Her lyder det, at hans ord er blevet fordrejet og misforstået. Hvad han præcist mente, forklarer han dog ikke.

Mere kontroversielt
Flynns udtalelse bliver mere kontroversiel af, at en stor del af QAnon-følgere hylder det blodige, militære kup i Myanmar og drømmer om, at det kommer til at ske i USA.

Ifølge CNN er drømmescenariet for følgerne, at Donald Trump kommer tilbage som præsident i USA ved militærets hjælp.

Michael Flynn deler ligeledes den overbevisning med Trump og QAnon-følgerne, at det seneste præsidentvalg var plaget af valgfusk, hvorfor demokraten Joe Biden vandt.

Systematisk valgsvindel er ikke blevet påvist i forbindelse med valget.

Modstand
Fra både medier og politikere møder Flynn modstand for sine udtalelser.

Også fra egne rækker.

Toprepublikaneren Liz Cheney skriver således på Twitter, at 'ingen amerikanere burde tale for eller støtte en voldelig magtovertagelse af USA'.