Kræver hans hoved på et fad: Britisk politiker i massiv shitstorm

Flere medlemmer af oppositionen kræver Mark Fields afgang efter torsdagens optrin ved en middag hos Londons borgmester. Se episoden her

Pludselig får det konservative parlamentsmedlem Mark Field nok og griber hårdt fat i en Greenpeace-aktivist. Video: AP

Opdateret klokken 12.30: Sky News skriver, at Theresa May har suspenderet Mark Field, mens undersøgelsen om hans adfærd er i gang.

Det britiske parlamentsmedlem Mark Field fra Det Konservative Parti er ikke just en populær mand i Storbritannien fredag.

Han får kritik fra alle leder og kanter, efter at han torsdag aften tog særdeles hårdt fat i en kvindelige demonstrant fra Greenpeace under et officielt middagsselskab.

Det viser optagelser fra ITV News. Flere af Fields kollegaer i parlamentet kræver nu den 54-årige politikers afgang.

Sagens efterforskes
Episoden, som nogle beskriver som et overfald, fandt sted i Londons borgmesters tjenestebolig under den årlige tale til byens politiske elite af finansminister Philip Hammond. Her afbrød flere demonstranter pludselig Hammonds tale for at demonstrere for mere handling på vegne af klimaet.

Det blev angiveligt for meget for Field, som pludselig for op af sin stol for at tage hårdt fat i en kvindelig demonstrant og skubbe hende op mod en søjle for derefter at eskortere hende væk.

- Der var intet sikkerhedsopbud til stede, og jeg blev et splitsekund bange for, at hun havde et våben på sig. Derfor tog jeg hårdt fat i hende for at fjerne hende fra rummet i en fart, lyder Fields forklaring ifølge det britiske medie BBC.

Samtidig beklager og undskylder den konservative politiker sin handling over for kvinden, men det er muligvis ikke nok til at redde ham ud af problemerne. Sagen er nemlig både havnet på politiets bord, ligesom Field har stillet sig til rådighed for en intern undersøgelse i parlamentet.

- Vi har modtaget nogle henvendelse fra tredjepartskilder, som vi lige nu undersøger, bekræfter London Politi til The Guardian.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Til dagligt sidder Mark Field i udenrigsministeriet, hvor han varetager britiske interesser i Asien og i Stillehavet. Foto: Mary Altafeer/Ritzau Scanpix
Til dagligt sidder Mark Field i udenrigsministeriet, hvor han varetager britiske interesser i Asien og i Stillehavet. Foto: Mary Altafeer/Ritzau Scanpix

Burde arresteres
I en pressemeddelelse fordømmer Greenpeace fredag Mark Fields hårdhændede behandling af deres kvindelige aktivist. Og kritikken stopper langtfra der.

Labours ligestillingsordfører, Dawn Butler, forlanger i et tweet eksempelvis, at Field trækker sig.

'Det her er forfærdeligt ... Han må omgående suspenderes eller fyres', skriver hun på Twitter.

Dawn Butler bakkes op af Labours Tonia Antoniazzi.

'Mark Field burde trække sig og arresteres. Jeg er ligeglad i hvilken rækkefølge. Ingen, der reagerer på den måde mod en fredelig protest, skal sidde i vores parlament', tordner hun på Twitter.

Blandt Fields kollegaer i Det Konservative Parti er der dog opbakning at hente. Sagen forventes at rulle i Storbritannien over de næste par dage.

554 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere