Krise fortsætter: Nyt svensk regeringsforslag falder til jorden

Den borgerlige blok i Sverige kan fortsat ikke enes. To af partierne vil stemme nej til en borgerlig regering

Annie Lööf, leder af Centerpartiet, vil sætte en kæp i hjulet på en mulig regeringsdannelse med Ulf Kristersson i spidsen. Foto: Ritzau Scanpix
Annie Lööf, leder af Centerpartiet, vil sætte en kæp i hjulet på en mulig regeringsdannelse med Ulf Kristersson i spidsen. Foto: Ritzau Scanpix

Centerpartiets leder, Annie Lööf, vil stemme imod Moderaternas Ulf Kristersson som statsminister.

Det siger hun til Sveriges Radios P1 tirsdag morgen.

- Det handler frem for alt om, at vi ikke vil give Sverigedemokraterna afgørende indflydelse.

- Vi står over for en historisk skillevej, om vi vil give et højrepopulistisk nationalistisk parti indflydelse i svensk politik, siger hun.

Annie Lööf mener, at der fortsat er muligheder for at danne regering uden, at Sverigedemokraterna behøver give deres aktive eller passive støtte ved at undlade at stemme imod eller direkte stemme for.

Forduftet
Under alle omstændigheder ser Kristerssons chancer for i denne omgang at sætte sig i spidsen for en ny svensk regering ud til at være forduftet.

Forud for onsdagens afstemning har partiet Liberalerna også meldt ud, at man vil stemme imod Kristersson.

Dermed er det fortsat ikke lykkedes for den borgerlige alliance, som begge partier er en del af, at finde sammen om en regering.

Valget til Riksdagen 9. september resulterede i, at fungerende statsminister Stefan Löfven fra Socialdemokraterna ikke længere havde flertal.

Det er dog ikke lykkedes at få en ny regering på plads i de to måneder, der er gået siden da.

Splittet
Svensk politik er delt i tre blokke. Den rød-grønne blok med Socialdemokraterna i spidsen kan ikke mønstre et flertal. Derudover er der den borgerlige blok, som ikke alene kan mønstre flertal. Slutteligt er der Sverigedemokraterna.

Den borgerlige blok er splittet over, hvorvidt en borgerlig regering kan sidde velvidende, at den er afhængig af, at Sverigedemokraterna ikke vil stemme den ned.

Den risiko er Kristdemokraterna og Moderaterna villige til at tage. Det er den indflydelse, som Centerpartiet og Liberalerna nægter at give Sverigedemokraterna.

Hvis Ulf Kristersson, som det ser ud nu, ikke kan samle flertal, vil han være den første svenske statsministerkandidat, der ikke bliver godkendt af Riksdagen.

Riksdagen stemmer onsdag klokken ni om nomineringen af Kristersson til statsminister.

Hvis han stemmes ned, skal den fungerende socialdemokratiske regering komme med et finanslovsforslag til næste år, så den kan vedtages i tide.

64 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere