Kristian Jensen har mistet sin far

Finansminister Kristian Jensens far afgik ved døden søndag efter et længere sygdomsforløb

Finansminister Kristian Jensens far afgik ved døden søndag. Foto: Jens Dresling
Finansminister Kristian Jensens far afgik ved døden søndag. Foto: Jens Dresling

Finansminister Kristian Jensens (V) far, Jens Erik Jensen, døde søndag morgen, oplyser Venstre.

Kristian Jensen er opvokset sammen med sine to brødre på et husmandssted uden for landsbyen Bøvlingbjerg i Vestjylland. Begge hans forældre var ansat som lærere på den lokale friskole, hvor de  tre sønner også gik.

Kristian Jensens mor døde i 2007.

På Facebook skriver Kristian Jensen om faderens død:

'Et langt og aktivt liv er slut. I går fik min far, Jens Erik Jensen, fred efter at have kæmpet med sygdom, kræft og til sidst en blodprop i hjernen. Lige til det sidste var han i gang med at planlægge valgmenighedens generalforsamling, børnebørnenes gymnastikopvisninger og forårets opgaver. Min far var en klippe af ro og en inspiration for andre. Jeg er lykkelig for, at han fik 78 aktive år. Og jeg er taknemmelig for, at han var min far. Ære være hans minde.'

 

Jens Erik Jensen begraves fredag kl. 13.30 fra Bøvling Valgmenighed. Venstre oplyser, at medierne gerne må komme til begravelsen, men bedes respektere privatlivets fred.