Stribevis af ulovlige valgplakater

Hele landet er blev plastret til med plakater, der skal få dig til at stemme på en bestemt kandidat, men mange af plakaterne hænger i strid med loven

I Gribskov hænger der ulovlige valgplakater rigtig mange steder (Video: Local Eyes)

Farverige valgplakater med fængende slogans og venlige ansigter kæmper i disse uger om at fange et sekund af de forbipasserende trafikanters opmærksomhed i håbet om at printe sig ind i hukommelsen, så vælgerne sætter et kryds ved dem, når de står med blyanten i hånden i stemmeboksen 21. november.

Se mere video på localeyes.dk

I de fleste byer har frivillige haft travlt med at sætte plakaterne op, for at skabe opmærksomhed omkring deres kandidater, men ikke alle har undersøgt reglerne om opsætning af de famøse plakater helt nøje.

Det er ikke til at tage fejl af, at kandidaterne kæmper hårdt om den sparsomme plads i byen. Ekstra Bladet gik en tur i København og fandt hurtigt en lang stribe af ulovligt placerede valgplakater, der kan være til fare for trafikanternes sikkerhed.

Nogle plakater giver bilisterne dårligt udsyn, når de skal dreje, fordi pælene er plastret til, andre sidder så lavt og langt ud over kørebanen, cykelstien eller fortovet, at der er risiko for, at cyklister eller gående kan få dem i hovedet.

Rundt omkring i København så Ekstra Bladet gående, der måtte gå en bue uden om de for lavt hængende valgplakater, for at undgå et frontalt sammenstød. 

Valgplakater må ikke hænges...

- på eller over motorveje, motortrafikveje og rampeanlæg

- i midterrabatter, rundkørsler, hvor den tilladte hastighed er over 60 km/t eller hvor hastigheden er midlertidigt nedsat til 60 km/t eller under.

- nærmere end 50 centimeter fra kørebanen eller 30 centimeter fra en cykelstikant

- lavere end 2,3 meter direkte over fortov eller cykelsti

- højere end 1,5 meter under laveste strømførende ledning

En stige i bilen

Ekstra Bladet har talt med fire af kandidaterne på de ulovligt placerede plakater, og de ærgrede sig alle over det. De lovede straks at samle tropperne og få rettet op på problemet. 

Én af dem er Jihad Vallentin, der stiller op for socialdemokratiet. Hans kandidatur er svær at misse, for uanset hvor i byen man færdes, dukker hans ansigt op på en plakat. Mange steder hænger han bare ulovligt.

 

- Hver gang jeg er på gaden, har jeg min stige med, og så fjerner jeg personligt de plakater, der hænger ulovligt. Så sætter jeg dem højere op, eller sætter dem et andet sted, siger han til Ekstra Bladet.

Den socialdemokratiske kandidat har ellers forsøgt at være på forkant og oversat reglerne for ophængning af valgplakater til arabisk, fordi mange af dem, der har sat hans plakater op, ikke forstår dansk.

- Nogle steder er det bare alligevel gået helt galt, fortæller han beklagende.

Gennemgået reglerne minutiøst

På Lyngbyvejen støder vi på Helle Bonnesens ansigt, men hun stritter alt for langt ud over kørebanen. Hun stiller op for De Konservative og plakaten hænger alt for lavt.

- Det er jo slet ikke meningen, og jeg vil sende nogen ud med det samme, siger Helle Bonnesen, mens hun skribler ned, hvor Ekstra Bladet har spottet de ulovligt placerede plakater.

 

Hun fortæller, at de inden ophængningen af valgplakaterne har gennemgået reglerne meget minutiøst for at undgå en sådan situation. 

Heller ikke hos Kommunisterne har de fået læst reglerne ordentligt igennem. Deres røde og gule plakater hænger over hele byen, og da Ekstra Blader fortæller spidskandidaten om de ulovligt placerede plakater, bliver han overrasket.

- Det er da pinligt. Det vil vi straks få rettet op på, siger Anders Sørensen.

 

Også Venstre-kandidaten Caroline Stage lover at sende folk ud for at kigge på hendes plakater.

- Det er jo på ingen måde i orden, det må have gået for hurtigt siger, hun.

 

Ejermændene af ulovlige plakater må punge ud

I Københavns Kommune prioriterer Teknik- og Miljøforvaltningen i høj grad at fjerne de plakater, som hænger til fare for trafikken. I alt er der blevet fjernet 143 plakater i Københavns Kommune, som enten har været hængt for tidligt op, har hængt ulovligt eller var til fare for trafikken.

Forvaltningen giver direkte besked til de ansvarlige, og sender en regning til partiet eller kandidaten bag plakaten, også må ejermændene af de ulovlige plakater punge ud med 230 kroner pr. plakat.

Er plakaten sat op for tidligt eller ikke er taget ned til tiden koster det kandidaten 170 kroner.

Borgere, der er trætte af, at bybilledet er plastret til med de farverige flader, kan trøste sig med, at loven dikterer, at plakaterne skal være taget ned 29. november klokken 00.00.

I forbindelse med kommunalvalget har Teknik- og Miljøforvaltningen også opfordret borgere til at henvende sig ved hjælp af appen 'Giv et praj'. Her har hele 122 personer brokket sig over ulovligt ophængte plakater eller plakater, der var til fare for sikkerheden.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at de vil lave en samlet optælling, når valgplakaternes tid er forbi for denne gang, hvor de også vil sende regninger ud til de ansvarlige for de plakater, som forvaltningen har været nødt til at pille ned.

 

Valgforsker: - Bybilledet svømmer i valgplakater

Der har aldrig været så mange valgplakater rundt omkring i landet, det vurderer Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor ved Københavns Universitet

- Det er blevet billigere og nemmere at producere valgplakater, og det er meget af forklaringen på, hvorfor bybilledet svømmer i valgplakater, siger valgforskeren til Ekstra Bladet.

Havet af valgplakater gør det dog sværere for kandidaterne at fange vælgernes opmærksomhed.

- Det bliver svært at se skoven for bar træer, og det er ikke sikkert, at de vil have en positiv effekt, siger Kasper Møller Hansen.

Alligevel ville han aldrig anbefale en kandidat ikke at hænge en valgplakat op.

- Kandidaten kommer ind i kagen af navne-genkendelighed, men hvis alle gør det – og bruger den reklame, så er det jo sværere at finde nichen, siger han.

I 2009 var det kun halvdelen af kandidaterne, der satte valgplakater op, og derfor var de på det tidspunkt det bedste redskab i forhold til at fiske stemmer helt oppe på linje med tv.

Valgplakaterne er med til at skabe genkendelighed i forhold til navn og ansigt. Tre ud af fire af vælgerne stemmer personligt, og derfor virker valgplakater så godt.

- Valgplakater flytter ikke mange stemmer i mellem de forskellige partier, men nærmere internt i partierne kan de være med til at flytte mellem kandidaterne, siger Kasper Møller Hansen og fortsætter:

- Valgplakater er en passiv eksponering – du er alligevel på vej på arbejde eller i skole. Du skal ikke foretage noget aktivt, derfor når valgplakaterne nogle grupper af vælgere, som ikke har foretaget sig et aktivt valg, fortæller Kasper Møller Hansen.

Ifølge valgforskeren får Socialdemokratiet og Venstre normalt mest ud af deres valgplakater, fordi de sætter mange op og kører meget personlig valgkamp.

- Enhedslisten derimod får ikke så stor effekt af deres valgplakater, fordi de oftest bare har et bogstav.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna C. Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen