Længe ventet rapport kommer: - Folk bliver nok skuffede

I USA bliver rapport om ufo-observationer offentliggjort. Men næppe med nye, opsigtsvækkende konklusioner

Længe ventet rapport kommer: - Folk bliver nok skuffede

Som en af sine sidste gerninger på posten som præsident, befalede Donald Trump sidste år, at det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, skulle udgive en rapport om observationer af såkaldte uidentificerede luftfænomener (UAP) blandt forsvarets ansatte.

Den rapport ventes at udkomme i dag, og det har skabt stor spænding blandt ufo-fanatikere i USA, som håber, at rapporten vil komme med endegyldige beviser på, at der er udenjordiske væsener, der har været på besøg på Jorden.

I alt 120 forskellige hændelser skal være beskrevet i rapporten, hvor en særligt nedsat gruppe skal forsøge at konkludere, hvad der er blevet observeret.

New York Times har dog allerede tidligere beskrevet, at rapporten samlet set konkluderer, at der ikke er beviser for, at der er tale om rumvæsener, men at det heller ikke kan udelukkes.

Samme konklusion
Kim Møller Hansen, der er formand for Skandinavisk UFO Information, som undersøger alle meldinger om ufo'er i dybden, har dog heller ikke de store forventninger om afgørende nyt i rapporten.

- Der er ingen tvivl om, at der er nogen, der tror, at de nu vil afsløre, at der findes rumvæsener, men det har jeg ingen forventning om. Jeg tror, de bliver skuffede, siger han til Ekstra Bladet.

Kim Møller Hansen ser frem til rapporten, selvom han ikke forventer at blive blæst bagover af konklusionerne. Arkivfoto: Jonas Olufson
Kim Møller Hansen ser frem til rapporten, selvom han ikke forventer at blive blæst bagover af konklusionerne. Arkivfoto: Jonas Olufson
 

Han og den danske forening har selv indtil videre konkluderet, at der ikke har været besøg fra rummet på Jorden, og det forventer han ikke, at rapporten vil ændre ved.

- Jeg tror, at man vil konkludere det, man har gjort før, nemlig at der ikke er tale om et nyt russisk eller kinesisk våben, der er sandsynligvis ikke tale om besøg udefra, og der er ikke tale om en trussel mod USA. Og der er det sidste nok det vigtigste, siger han.

Interessante detaljer
Han forventer selv at læse rapporten - om end det ikke nødvendigvis bliver fra ende til anden.

- Jeg tror måske nok, jeg vil snyde lidt undervejs og drøne hen til konklusionen, griner han.

Han kommer dog alligevel til at interessere sig for at læse rapporten i detaljer.

- Hvis indberetningerne er detaljerede, vil det være sjovt at se, hvad en given pilot tror, han har set, og hvad har instrumenterne registreret, og hvad har man så fundet ud om det. Så bliver vi lidt klogere på fejlkilderne, og det synes jeg er interessant.

Selvom rapporten bliver offentliggjort, vil der også være en del af rapporten, som ikke er tilgængeligt for offentligheden. Det vil blandt andet være sektioner, som kan afsløre hemmeligheder om det amerikanske forsvar.

- Der kan være tale om observationer, som skyldes fejl på amerikansk udstyr, som man ikke har lyst til at fortælle om, siger han.

Et udklip af en af de video, Pentagon offentliggjorde sidste år. Foto: Handout/DoD/AFP/Ritzau Scanpix
Et udklip af en af de video, Pentagon offentliggjorde sidste år. Foto: Handout/DoD/AFP/Ritzau Scanpix
 

Tabt sag
Han fortæller, at der også kan blive tilbageholdt tekniske oplysninger om amerikansk udstyr, som offentligheden måske endnu ikke kender, samt navne på personer, der har lavet observationerne.

Selvom rapporten altså formentlig ikke kommer til at bevæge sig tættere på at bekræfte, om der findes liv i rummet, vil den næppe få konspirationsteorierne til at forstumme.

- Dem der gerne vil tro på det, vil bare sige, at myndighederne bare snyder igen. Så for myndighederne er det en tabt sag uanset hvad. Dem, der tror på besøg udefra, vil under ingen omstændigheder være tilfredse, uanset hvad rapporten siger.