Landmænd har kunnet fuske med millionstøtte grundet svag kontrol

Tidligere ministerium har haft meget dårlig kontrol med udbetaling af landbrugsstøtte, siger statsrevisorer

Den siddende minister har fire måneder til at svare på den kritik, der er rejst. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den siddende minister har fire måneder til at svare på den kritik, der er rejst. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at der ikke har været tilstrækkelig kontrol med landbrugstilskud. Det kan betyde tilbagebetaling af EU-midler.

Det skriver Statsrevisorerne i en beretning, der netop er offentliggjort.

Det er Landbrugsstyrelsens mangel på kontrol med, om landbrugere har lavet en kunstig opsplitning af deres bedrift for at omgå et loft over støtte, der får kritik.

Statsrevisorerne giver et eksempel, hvor en landbruger ejer en bedrift på 90 hektarer, men deler den op i tre selskaber, hvorfra hvert selskab søger om støtte.

Dermed kan alle tre selskaber få udbetalt op til loftet for støtte og tilskud.

Rigsrevisionen har undersøgt sagen og har fundet, at selskaber med sammenfald i ejerkredsen i 2019 fik udbetalt 888 millioner kroner.

- Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i perioden 2014-2019 ikke har sikret en korrekt og tilstrækkelig kontrol af tilskud til landbrugere.

- Landbrugsstyrelsen ved for eksempel ikke, hvor stor en andel af de 888 millioner kroner, som er udbetalt i tilskud i 2019, der uberettiget er udbetalt til landbrugere, fordi de har opsplittet deres bedrifter, skriver Statsrevisorerne i en kommentar.

Der bliver hvert år uddelt omkring syv milliarder kroner i tilskud. Men Landbrugsstyrelsen har ikke 'sikret en tilstrækkelig kontrol' med modtagernes ejerforhold og har ikke 'i tilstrækkeligt omfang' sikret sig, at 'væsentlige krav' er overholdt.

- Den utilstrækkelige kontrol medfører risiko for, at nogle landbrugere uberettiget har fået tilskud, og at Danmark skal tilbagebetale EU-tilskud som følge af underkendelser fra Europa-Kommissionen, skriver Statsrevisorerne.

Den siddende minister har fire måneder til at svare på den kritik, der er rejst.

Adspurgt om sagen vil involvere politiet oplyser statsrevisor Klaus Frandsen (R), at der ligger en konkret sag til vurdering hos Kammeradvokaten.

FAKTA: Statsrevisorerne har ti grader af kritik

Der er ikke styr på, om der er udbetalt millioner af kroner i landbrugstilskud og -støtte i strid med reglerne. Sådan lyder kritikken fra Statsrevisorerne til Landbrugsstyrelsen onsdag.

- Statsrevisorerne kritiserer skarpt, at Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i perioden 2014-2019 ikke har sikret en korrekt og tilstrækkelig kontrol af tilskud til landbrugere, skriver de.

Det er Folketinget, der udpeger politikere til hvervet som statsrevisorer. Det er dog ikke nødvendigvis folketingsmedlemmer, som er statsrevisorer.

Statsrevisorerne kan udtale kritik af myndighederne. Der er ti forskellige grader af kritik, som opdeles i følgende karakterskala:

* Positiv kritik:

- Finder det meget/særdeles positivt.

- Finder det positivt.

- Finder det tilfredsstillende/er tilfredse med.

* Kritik under middel:

- Finder det ikke helt tilfredsstillende.

* Middel kritik:

- Finder det utilfredsstillende/er utilfredse med.

- Påpeger/understreger/henstiller/forventer.

- Beklager/finder det bekymrende/foruroligende.

* Skarp kritik:

- Kritiserer/finder det kritisabelt/kritiserer skarpt/og indskærper.

- Påtaler/påtaler skarpt.

* Skarpeste kritik:

- Påtaler skarpt og henleder særligt Folketingets opmærksomhed på.

Kilde: Statsrevisorerne.