Langelændere på vej til Christiansborg: Regeringen sparker på os

Frustrerede langelændere har kurs mod Christiansborg for med 200 bannere at kæmpe mod plan om udrejsecenter

Langelænderne demonstrerer foran Christiansborg.

Tirsdag eftermiddag er fem busser med 250 personer på vej fra Langeland med kurs mod Christiansborg for at demonstrere mod planen om et udrejsecenter.

- Der er flere af os, der næsten ikke har lukket et øje, siden regeringen pegede på Langeland.

- Så selvfølgelig tager vi afsted for at fortælle politikerne, at vi ikke vil acceptere deres forslag, siger Cecilia Vanman, butiksejer i Bagenkop, i telefonen fra bussen.

Et politisk flertal har udtrykt modstand mod planen om at huse 130 kriminelle udlændinge og udvisningsdømte på centeret Holmegaard på Sydlangeland.

Tirsdag aften har udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) så indkaldt ordførerne til en drøftelse af sagen.

Med i busserne har langelænderne 200 bannere, hvor der står 'Langeland siger nej'.

Placeringen af centeret på Langeland vil være en katastrofe for turismen, mener Cecilia Vanman.

- Vi lever af turisme, og det her vil ødelægge vores turismeopsving, siger hun.

De senere år er det lykkedes langelænderne at tiltrække flere turister.

Men den gode udvikling vil ifølge Cecilia Vanman blive sat over styr, hvis Langeland bliver hjemsted for kriminelle udlændinge og udvisningsdømte.

- Langeland er en af de fattigste kommuner og har haft det svært i mange år. Nu er vi ved at rejse os. Så kommer regeringen med det her forslag og sparker på os, siger hun.

Cecilia Vanman forventer, at demonstrationen kommer til at vare til ud på aftenen og forsikrer, at alt kommer til at foregå i ro og orden.

- Nogle af os skal også hjem og passe et arbejde i morgen, siger hun.

Ud over 250 personer i busserne er det også forventningen, at der kommer et antal langelændere i egne biler og medvirker i demonstrationen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------