Lars Løkke går tiggergang

Lars Løkke Rasmussen har udsendt en mail, hvor han beder om penge, hvis det skal lykkes partiet at trække kommunal- og regionsvalget i deres retning

Foto: Polfoto
Foto: Polfoto

Måske er der tomt på kistebunden i Venstre.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen går i hvert fald nu tiggergang for sit parti i forbindelse med det kommende kommunal- og regionsvalg.

I en mail, som Ekstra Bladet har fået indsigt i, beder Lars Løkke det danske erhvervsliv om penge.

- Hvis det skal lykkes at trække det kommunale og regionale Danmark i en retning med lavere skatter, sundere økonomi og flere private arbejdspladser, så har vi brug for fortsat støtte til kommunal- og regionsvalget den 21. november 2017. Hjælp os derfor nu med et økonomisk bidrag, står der i brevet, der er underskrevet af statsministeren.

Mailen, der fremstår noget desperat, er udstyret med kontonummer, så modtagerne af brevet nemt kan overføre en sum penge til partiet.

Og Venstre sætter i den grad ikke sit lys under en skæppe i tiggermailen. Store dele af den omdiskuterede mail handler nemlig om, hvor meget partiet egentlig har gjort for erhvervslivet i Danmark.

- Venstre har siden vi kom i Regering indført et skatte- og byrdestop, som giver virksomhederne tryghed. Vi har liberaliseret planloven. Afskaffet PSO-afgiften. Og i går har vi lavet  en aftale om en erhvervs- og iværksætterpakke på over 2 mia. kr., som gør det billigere at være dansker, lettere at drive virksomhed og nemmere for iværksættere at få adgang til kapital. Aftalen fjerner eller nedsætter også 65 afgifter, og dermed har vi taget et første skridt i retning af færre bøvlede afgifter.

Partisekretæren fra Venstre, Claus Richter, ønsker ikke at svare telefonisk på Ekstra Bladets spørgsmål til mailen, men svarer i stedet skriftligt på Ekstra Bladets spørgsmål, hvor han egentlig bare som svar har kopieret store dele af den omdiskuterede mail ind.

Ifølge svaret fra partisekretæren har hensigten med mailen ikke været at samle penge ind, men nærmere at gøre opmærksom på, at der er noget galt i Danmark.

- Hvorfor har i valgt at sende den mail ud?

- Vi har sendt mailen ud, fordi der I Danmark mangler en bred forståelse for, at værdierne skal skabes, før de kan bruges, og at den offentlige sektor kun kan drives for penge, som skabes af erhvervslivet, der tjener pengene hjem til vores fælles velfærd, svarer han. 

- For Venstre er det naturligt at fortælle erhvervslivet at Venstre prioriterer arbejdspladser og erhvervslivets udvikling højt. Det er nemlig forudsætningen for, at vi har penge til skoler, ældre og sundhed.

- Hvad skal I bruge pengene til i forbindelse med kommunal- og regionsvalget?

- Hvis Venstre modtager bidrag, eller anden form for støtte, over 20.000 kr. vil det naturligvis fremgå af regnskabet for 2017. Eventuelle bidrag vil blive brugt til annoncering op til den 21.november, svarer partisekretæren.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen