Med den nye epidemilov, der tirsdag ventes vedtaget i Folketinget, kan sundhedsminister Magnus Heunicke (S) pålægge eksempelvis fitnesscentre og restauranter, at de skal registrere oplysninger på deres gæster.
Heunicke kan med loven pålægge nærmest alle typer af virksomheder, foreninger og offentlige institutioner at iværksætte registrering af ansattes, medlemmers og gæsters kontaktoplysninger, personnummer og færden, hvis 'det er nødvendigt for at hindre udbredelse af eller smitte med en alment farlig eller samfundskritisk sygdom'.
Kræve dem udleveret
På den måde vil regeringen kunne beslutte, at alle gæster skal aflevere navn, mobilnummer, mailadresse og endda cpr-nummer, hvis de vil spise på en restaurant eller gå på biblioteket.
Myndighederne kan bagefter kræve oplysningerne udleveret som led i smitteopsporingen.
Nægter virksomheden eller foreningen at udlevere oplysningerne, kan den straffes med bøde.
Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) skriver i sit høringssvar til epidemiloven, at smitteopsporing i forbindelse med alvorlige epidemiske sygdomme både er 'et sagligt og et anerkendelsesværdigt formål', men fortsætter:
- Dog er DSAM stærkt bekymret i forhold til, at disse data i vid udstrækning, særligt hvis store dele af befolkningen smittes, kan blive et offentligt register over danskernes færden og kontakter, som i realiteten kan muliggøre overvågning af bestemte personer og grupper, lyder det i foreningens høringssvar.
Omfattende overvågning
Ifølge Ayo Næsborg-Andersen, lektor ved Syddansk Universitet med speciale i menneskerettigheder og persondataret, giver loven mulighed for omfattende overvågning.
- Hvis man indførte disse regler som et generelt krav på eksempelvis alle restauranter og fitnesscentre, vil det være ret indgribende, for det vil i praksis være muligt at overvåge hele befolkningen. Det vil have en indvirkning på privatlivets fred, siger hun til Jyllands-Posten.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.