Lektor: Trump måtte bide i et frygtelig surt æble

USA's præsident, Donald Trump, har tabt magtkampen mod demokraterne ved at genåbne staten, vurderer lektor

Foto: AFP
Foto: AFP

Efter 35 dage og megen uforsonlig retorik proklamerede USA's præsident, Donald Trump, fredag aften, at han ville underskrive en aftale, der midlertidigt åbner for hanerne, så 800.000 amerikanske statsansatte kan få løn.

Donald Trump har siden sin valgkamp insisteret på at få opført en mur på grænsen til Mexico. Kongressen har ikke villet bevilge pengene, og derfor har Donald Trump valgt at lukke statskassen. Men har nu altså indvilget i et genåbne den.

- Det her er ikke en sejr for alle parter i USA. Donald Trump har måttet kaste håndklædet i ringen og bide i det frygteligt sure æble.

- Presset er blevet for stort, i takt med at han er rutsjet ned i meningsmålingerne, og konsekvenserne af nedlukningen er blevet meget håndgribelige, siger lektor ved SDU's Center for Amerikanske Studier Niels Bjerre-Poulsen.

Det er en stor bet for Donald Trump, at han ikke har vundet magtkampen mod demokraterne.

For blot få dage siden insisterede han på det sociale medie Twitter på, at han ville holde staten lukket, indtil han fik penge til en mur. Og da nedlukningen begyndte, sagde han, at han var klar til at holde staten lukket i årevis.

Ifølge Niels Bjerre-Poulsen har der dog aldrig været støtte til muren fra Kongressen.

- Republikanerne har haft magten i begge kampe i Kongressen i to år uden at bevilge penge til muren.

- For det er et fuldstændig åndssvagt forslag, og det har de vidst hele tiden, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Det har længe været et springende punkt for Donald Trumps støtter, at der skal bygges en mur. Derfor er det også interessant, hvordan de vil tage det, hvis ikke den kommer.

Efter Donald Trumps udmelding skriver den konservative kommentator og tidligere loyale Trump-støtte Ann Coulter på Twitter:

- Gode nyheder for George Herbert Walker Bush (tidligere republikansk præsident, red.): Fra i dag er han ikke længere den største tøsedreng, der har tjent som præsident i De Forenede Stater.

Niels Bjerre-Poulsen siger:

- Der er sket et skred i Donald Trumps base, der ellers har været meget trofast. Men for første gang har en lang række mennesker, der måske har stemt på ham, mærket konsekvenserne.

- Det skred, der er sket der hos hans kernevælgere, har været udslagsgivende, siger lektoren og afslutter:

- Det, man - hvis man er Donald Trump - kan frygte, er nu reaktionen fra alle dem, der er skuffede.

120 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere