Løkke drømmer om en ny EU-Kommission a la Junckers

Stor på det store og lille på små ting. Sådan har EU-Kommissionen ledet, og det bør fortsætte, mener Løkke

Lars Løkke Rasmussen fotograferet i valgkampsmode. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lars Løkke Rasmussen fotograferet i valgkampsmode. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Han er blevet beskyldt for et alkoholproblem, for at ville oversvømme EU med migranter og for en proeuropæisk slagside, men Jean-Claude Juncker har ledet en god EU-Kommission, mener den danske statsminister.

Lars Løkke Rasmussen (V) håber, at den næste EU-Kommission vil lade sig inspirere af luxembourgerens arbejde, når der er skiftedag til efteråret.

- Jeg vil gerne have en kommission, der samler op, hvor den nuværende slap.

- Uanset hvad man kan sige derhjemme, så har Junckers kommission været ret fokuseret på at få ting gennemført, siger Lars Løkke Rasmussen efter et topmøde i den rumænske by Sibiu torsdag.

Positivt har det ifølge statsministeren været, at EU-Kommissionen ikke har forsøgt at sætte en masse små projekter i søen. Den har i stedet ryddet op.

- Den har renset ud i lovprogrammet. Jeg tror ikke, man tidligere har set en kommission med så smalt et lovprogram.

- Der har været dette slogan om "big on big and small on small". Det synes jeg, at den næste kommission skal holde fast i, for det er rigtig fint, siger Lars Løkke.

Til spekulationer om, hvorvidt statsministeren selv går med en hemmelig plan om at præsentere sig som kandidat til en af topposterne i EU, svarer han:

- Ja, det kan jeg helt afvise. For jeg bruger al min energi på at føre valgkamp for at blive genvalgt som statsminister noget senere. Ikke meget senere, men noget senere, nemlig Grundlovsdag, siger Løkke.

Stats- og regeringscheferne tager fat på nomineringer til flere topjob i EU på et ekstraordinært topmøde 28. maj. Det blev bekræftet torsdag i Sibiu.

Mødet finder dermed sted to dage efter europaparlamentsvalget, som EU-landene ifølge traktaten skal tage hensyn til, når de nominerer en kandidat.

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere