Løkke roser Mette F.

Det er flotte ord, Lars Løkke sender til sin politiske rival

Se eller gense Mette Frederiksens efterhånden legendariske afvisning af Donald Trumps ønske om at købe Grønland. Video: AP

Tidligere statsminister og V-formand, Lars Løkke Rasmussen, skriver på Twitter, at det er "meget fint diplomatisk arbejde at udvirke samtale" mellem USA's præsident, Donald Trump, og statsminister Mette Frederiksen (S).

- USA er Danmarks vigtigste allierede, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, skriver han.

Politisk rockstjerne
Statsminister Mette Frederiksen (S) springer ud som international diplomatisk rockstjerne med sin kontakt med præsident Donald Trump.

Det vurderer Martin Marcussen, der er professor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i diplomati og international forvaltning.

- Hvis der ikke kommer et tweet fra præsidenten inden for de næste dage, hvor der står, at det var en fejltagelse, må man sige, at hun har bestået alle prøver i international diplomati på højt niveau, siger han.

Tidslinje over Trumps nu aflyste besøg

Få her et overblik over forløbet omkring det aflyste besøg:

* 30. juli:

Donald Trump siger til journalister i Det Hvide Hus, at han muligvis vil besøge Danmark i forbindelse med et besøg i Polen i begyndelsen af september.

* 31. juli:

Kongehuset oplyser, at Donald Trump og førstedamen, Melania Trump, kommer til Danmark på et officielt statsbesøg 2.-3. september. Præsidenten er blevet inviteret af dronning Margrethe.

Samme dag oplyser Statsministeriet, at Donald Trump under sit besøg skal mødes med statsminister Mette Frederiksen (S), formanden for Grønlands Landsstyre og den færøske lagmand.

Mette Frederiksen oplyser i en pressemeddelelse, at hun vil diskutere arktiske spørgsmål og sikkerhedspolitik med Donald Trump under hans statsbesøg.

* 15. august:

På baggrund af flere anonyme kilder med kendskab til sagen skriver The Wall Street Journal, at Donald Trump angiveligt overvejer idéen om at købe Grønland.

* 16. august:

I kølvandet på historien fra The Wall Street Journal slår det ene af Folketingets to medlemmer fra Grønland, Aaja Chemnitz Larsen, fast, at Grønland ikke er en handelsvare.

I et opslag på Twitter skriver Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen:

- Det må være en aprilsnar. Totalt uden for sæson.

Også den grønlandske landsstyreformand, Kim Kielsen, slår fast, at Grønland ikke er til salg.

* 18. august:

Larry Kudlow, økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus, bekræfter, at Trump-administrationen er i gang med at "kigge på" et muligt køb af Grønland.

Kort tid efter bekræfter Trump, at han er interesseret i Grønland ud fra et "strategisk" synspunkt.

Samme dag siger statsminister Mette Frederiksen, at hun håber, at meldingerne fra USA ikke er ment alvorligt.

Frederiksen har kaldt det for en "absurd diskussion", da hun under et besøg i netop Grønland gjorde det klart, at verdens største ø ikke er til salg.

Senere samme dag sår Donald Trump tvivl om sit besøg i Danmark 2.-3. september.

Om aftenen siger Mette Frederiksen til DR, at hun stadig forventer, at Donald Trump besøger Danmark til september.

* 21. august:

Natten til onsdag dansk tid skriver Donald Trump på Twitter, at han har udskudt sit planlagte besøg i Danmark til september på ubestemt tid som følge af Mette Frederiksens afvisning af et salg af Grønland.

I kommentarer til pressen onsdag aften kaldte han Mette Frederiksens kommentarer "væmmelige".

* 22. august:

Donald Trump og Mette Frederiksen taler sammen i telefonen. Statsministeriet oplyser, at det er en konstruktiv samtale.

Kilder: Reuters, The Wall Street Journal, Fox News, Sermitsiaq.AG, DR.

 

378 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere