Løkke til vinfest midt under Danmarks værste flygtningekrise

Mens tusindvis af flygtninge holdes tilbage på Lolland og i Sønderjylland har statsministeren hygget sig med Solrun på restaurant Fabio i København

Sangerinden Nanna Lüders har lagt dette foto af statsministeren ud på sin åbne Facebook-profil.
Sangerinden Nanna Lüders har lagt dette foto af statsministeren ud på sin åbne Facebook-profil.

Årtiers værste situation med flygtninge i Danmark er ikke værre, end at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagtens kan tage ud at hygge sig med sin kone, Solrun, med både rød løber, vinsmagning, modeshow, gallamiddag, operamusik og afterparty.

Tirsdag aften var Løkke til fødselsdagsfest hos italieneren Fabio Avenoso på Restaurant Fabio på Falkoner Alle på Frederiksberg. Det skete, nøjagtig samtidig med, at hundredvis af flygtninge fra især Irak og Syrien blev tilbageholdt af politiet i Rødby og ved Padborg. Flygtningene er siden søndag strømmet til, og sent onsdag aften forlød det, at 3000 er kommet til landet på tre dage.

På Facebook er der flere billeder af statsministeren og hans frue, hvor det er tydeligt, at de har hygget sig med både vin og underholdning.

Ud over statsministerparret var der også en lang række andre gæster på gæstelisten. Herunder politikerne Lars Barfoed og Helle Sjelle, boksepromotor Hans Henrik Palm, skuespiller Casper Christensen og Isabell Friis Mikkelsen, Kasi Jesper, sangerinden Nanna Lüders og Børsens chefredaktør Niels Lunde.

Fantastisk aften
Restaurant Fabio skriver selv om arrangementet:

- Flot fest med statsminister Lars Løkke Rasmussen! Vinsmagning, modeshow, galladinner, live operamusik, after party....fantastisk aften.

Lars Løkke Rasmussen sammen med indehaveren af Restaurant Fabio under tirsdag aftens arrangement. (Privatfoto)
Lars Løkke Rasmussen sammen med indehaveren af Restaurant Fabio under tirsdag aftens arrangement. (Privatfoto)
 

Arrangementet har fået nyhedschef på Radio24syv, Simon Andersen, til at lave et opslag på Facebook, hvor han undrer sig over statsministerens valg.

- Flygtninge nægter at forlade de tog, de er indespærret i. Situationen er ulykkelig, kaotisk, fortvivlet. Vi skriger efter politisk lederskab. Vi er rådvilde. I går - tirsdag - brugte statsminister Lars Løkke Rasmussen aftenen på restaurant Fabio i København, skriver Simon Andersen.

Sanselig rejse for 'Løkke-bamsen'
Også sangerinden Nanna Lüders har skrevet om arrangementet på Facebook, ligesom hun har lagt et billede af sig selv og Lars Løkke side om side og med rødvin i glassene på Facebook til at ledsage sit opslag.

- Sig mig er det ikke??? Jo!! Jeg var til vinsmagnings-fest, fattede ikke helt konceptet, blev ved med at blive lige overrasket hver gang de hældte en bundskjuler op. Stirrede dybt forurettet på den stakkels vinskænker, indtil han hældte noget mere op. Prøvede at få Løkke-bamsen til at fremsige en lyd, der skulle illustrere hans sanselige rejse gennem den slurk vin han just havde fået fyldt i mundbunden. Men det blev kun til et anerkendende pift, altså til vinen...., skriver Nanna Lüders.

Ekstra Bladet har uden held prøvet af få en kommentar fra Lars Løkke via hans særlige rådgiver, men efter midnat svarede statsministeren på sin Twitter-profil:

'Godnat i lige måde. Vi holder vagten, mens EB sover. Pjat.. Skulle vi ikke lige agere lidt voksne mht beredskab og privatliv?'

417 kommentarer
Vis kommentarer