Løkkeland i lav kurs

JYSK SKEPSIS OVER FOR NY REGERING: Viborgenserne vender tommelen ned ad over for den nye, smalle Løkke-regering

Lars Løkke Rasmussens nydannede mindretalsregering levnes ikke mange chancer for en lang levetid. Hverken hos de fleste politiske kommentatorer eller hos menigmand på gaden.

Ekstra Bladet har besøgt Viborg - en traditionel, borgerlig bastion, hvor De Konservatives frontfigur, Søren Pape, tidligere regerede som borgmester og en kommune, hvor Venstre ved de seneste mange valg har klaret sig godt.

Det var dog langt fra tilfældet, da de 60.303 ud af 69.984 stemmeberettigede satte deres kryds 18. juni. Danmarks liberale parti fik også her i hjertet af Jylland en ørefigen af vælgerne med en tilbagegang på over 10 procent i forhold til det seneste folketingsvalg i 2011.

Alligevel skal Lars Løkke Rasmussen nu regere landet på et tilsyneladende tyndt og usikkert parlamentarisk grundlag. Vi spurgte viborgenserne, hvordan de har det med det.

Claus Nielsen, caféejer, 42 år, stemte på De Konservative:

– Jeg tror ikke, at Løkkes regering lever længe. Venstre er gået for meget tilbage, mens Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er gået frem, og de tre partier er for forskellige.

– Løkke burde slet ikke være udråbt til forhandlingsleder, når Venstre og ham selv har haft et så dårligt valg, men der var jo nok ingen andre, der ville tage ansvaret for at danne en ny regering. Selv om jeg stemte konservativt, så havde jeg faktisk hellere beholdt den gamle regering med Helle Thorning Schmidt i spidsen. Thorning var dygtig til at styre Danmark ud af krisen.

Adele Cunningham Mikkelsen, sælger, 41 år, stemte på Liberal Alliance:

– Lars Løkke er den direkte årsag til, at jeg ikke stemte på Venstre denne gang. Alligevel var jeg indirekte med til at stemme ham ind i statsministeriet, og det kommer jeg da nok til at fortryde, hvis alt, hvad Liberal Alliance er gået til valg på, ikke bliver realiseret. Løkke burde været trådt tilbage for et år siden og for mig at se er Søren Gade et godt bud på en ny Venstre-formand, der kan stoppe nedturen.

– Jeg tror ikke, Løkke-regeringen holder i mere end maksimalt to år. De skal indgå for mange kompromiser. Denne regering er dog stadig at foretrække frem en Socialdemokratisk med Helle Thorning Schmidt.

Jens Christian Lund, pensioneret oberst og tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne, 70 år, stemte på Socialdemokratiet:

– Jeg anbefalede i valgkampen alle, der stemte på ’de forkerte’ at stemme på Kristian Pihl Lorentzen. Han er at foretrække for Lars Løkke Rasmussen, hvis det endelig skal være sådan.

– Det er demokratiets spilleregler, og så skal man selvfølgelig acceptere det, som det er, når det er Løkke, der danner en ny mindretalsregering. Jeg er dog betænkelig ved den og tror, det bliver en hård periode for Danmark, hvor Løkke vil være tvunget til at samarbejde både med sine borgerlige venner og hen over midten til Socialdemokraterne.

– Jeg forstår ikke, hvorfor Løkke ikke har talt med Mette Frederiksen, når han har talt med både De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne havde et godt valg og har sørget for, at Danmarks økonomi er bragt i orden.

Rosa Hede Rohrberg, 82 år, pensioneret sygeplejerske og medlem af Venstre, siden hun var 18 år, stemte på Venstre:

– Jeg er da ærgerlig over, at Venstre tabte så mange mandater, og nu er det det muliges kunst. Så må vi håbe, at de andre partier vil samarbejde, både de borgerlige og dem i den anden side af salen.

– Det er vanskeligt at sige, hvor længe Løkkes regering vil kunne overleve. Jeg håber, det bliver så længe som muligt og gerne en hel periode, og jeg håber ikke, at der kommer så mange ministerrokader, som der var i Helle Thornings regering.

– Løkke er en dygtig politiker. Det forholder jeg mig til, og hans privatliv vil jeg ikke udtale mig om. Jeg kigger kun på politikeren, ikke på privatpersonen.

Caroline Deichmann, nyudklækket samfundssproglig student, 18 år, stemte på De Radikale:

– Jeg har aldrig oplevet en étparti-regering, men den giver vel mulighed for at samarbejde hen over midten, og det er positivt.

– Løkkes regering holder nok ikke fire år, det er den nok for skrøbelig til.

– I mine øjne burde Lars Løkke Rasmussen ikke være statsminister, når både hans parti og ham selv personligt har fået et så markant nederlag. Valget afspejler vælgernes holdning til Løkke, og resultatet viste jo, at de ikke ville have ham som statsminister.

58 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere