Løsrivelsesparti erklærer sejr

De partier, der går ind for en løsrivelse af Catalonien fra Spanien, fejrer en smal sejr ved torsdagens valg

Mens partierne, der ønsker løsrivelse, har taget en smal sejr, så er unionistpartiet Ciudadanos gået markant frem til over 25 procent af stemmerne (Video: Ritzau)

Med 99,3 procent af stemmerne optalt i den spanske region Catalonien erklærer tidligere præsident Carles Puigdemonts løsrivelsesparti regionalvalget for en sejr. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Blokken, der består af tre partier, står med næsten alle stemmer talt op til at vinde 70 pladser i det 135 pladser store catalanske regionale parlament.

- Det er en sejr for den catalanske republik. Den spanske stat er blevet besejret, og premierministeren har fået et slag i ansigtet, siger Carles Puigdemont ifølge AP.

Foto: AP
Foto: AP
 

Noget tidligere erklærede vicepræsidenten i Cataloniens parlament og medlem af det mindre løsrivelsesparti ERC-CatSi Agusti Alcoberro en sejr for løsrivelsespartierne.

- Vi kan nu sige, at selvstændighedspartierne har vundet valget. Vi forlanger genindførslen af den catalanske regering og en frigivelse af de politiske fanger, sagde han ifølge AP lidt efter klokken 23.

Torsdagens valg blev udskrevet oven på den voldsomme krise, det udløste, da Cataloniens parlament tidligere i år først udskrev en grundlovsstridig folkeafstemning om løsrivelse og dernæst erklærede en form for selvstændighed.

Den spanske centralmagt i Madrid slog hårdt ned på valghandlingen. Efterfølgende er flere af de lokale politikere, der udskrev det ulovlige valg, blevet anholdt.

Carles Puigdemont er i eksil i Belgien. Foto: AP
Carles Puigdemont er i eksil i Belgien. Foto: AP
 

Den tidligere præsident for selvstyret, Carles Puigdemont, og fire af hans tidligere ministre er i eksil i Belgien.

For at skabe politisk ro udskrev centralmagten i Madrid torsdagens regionalvalg.

Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, har lovet, at den direkte kontrol med Catalonien, der blev indført efter løsrivelseserklæringen, vil blive fjernet efter lokalvalget.

Den vil dog blive indført igen, hvis regionen endnu en gang forsøger at løsrive sig.

Mens partierne, der ønsker løsrivelse, har taget en smal sejr, så er unionistpartiet Ciudadanos gået markant frem til over 25 procent af stemmerne.

Dermed er det blevet regionens største parti.

Carles Puidgemonts Juntsxcat har vundet lidt under 22 procent af stemmerne og er næststørst.

Professor: Resultat er en polarisering

Resultatet af torsdagens regionalvalg i den spanske region Catalonien viser, at parlamentet vil stå endnu mere splittet end før i forhold til løsrivelse fra Spanien.

Det mener Hans Lauge Hansen, professor i spansk ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

- Der sker en polarisering og radikalisering i forhold til spørgsmålet om national selvstændighed, hvor partiet Ciudadanos står til at blive den helt store vinder.

- De har næsten været mere radikale end centralregeringen i forhold til at aktivere paragraf 155, siger han.

Med paragraf 155 henviser han til situationen, hvor den spanske centralmagt afsatte den daværende catalanske selvstyreregering.

Ciudadanos, der støtter unionen med Spanien, går hele 12 mandater frem i forhold til det seneste regionalvalg i 2015.

Men det næststørste parti i det regionale parlament bliver den tidligere præsident Carles Puigdemonts parti. Sammen med to andre separatistpartier sætter de sig på 70 af parlamentets 135 pladser og får dermed absolut flertal.

De to fløje er defineret af spørgsmålet om catalansk national selvstændighed.

- Det er to relativt umage blokke. Partierne, der ønsker selvstændighed, består at det borgerlige neoliberale parti, Junts Per Catalunya, med Carles Puigdemont i spidsen.

- Derudover er der det venstresnoede, nationalistiske parti ERC, der, stort set siden oprettelsen i 30'rne har haft national selvstændighed som deres hovedpunkt.

- Endeligt er der det lille antikapitalistiske, venstrefløjsparti CUP. De tre partier har intet andet til fælles end løsrivelse af Catalonien af Spanien, siger Hans Lauge Hansen.

På den anden side er de såkaldte konstitutionalister, der mener, at man bør følge forfatningen.

- Det er også en ret umage samling. Der er også et borgerligt parti, der hedder Ciudadanos. De har oplevet stor opbakning på national plan og er det ene af de partier, der ønsker, at Catalonien fortsat skal være en del af Spanien.

- Så er der socialistpartiet PSC, der har siddet på regeringsmagten i Spanien af flere omgange.

- Så er der det borgerlige parti Partido Popular, der sidder på centralregeringsmagten, og de står næsten til at blive udslettet ved dette valg, siger Hans Lauge Hansen.

138 kommentarer
Vis kommentarer