Lort i Øresund: Taget med bukserne nede

Miljøministeren uvidende om, at klamt spildevand skulle udledes i Øresund, selvom styrelse kendte til sagen

Hør mere om baggrunden for den omdiskuterede beslutning her. Citatvideo: TV 2/Lorry

Miljøminister Lea Wermelin løftede begge øjenbryn, da hun i weekenden læste, at 290.000 kubikmeter pis og lort skulle spules ud i Øresund fra mandag og fem dage frem.

Det var noget møg, mente ministeren.

- Jeg undrer mig meget over sagen og deler bekymringen i forhold til havmiljø og badevandskvaliteten, sagde hun til Ritzau og opfordrede samtidig Københavns Kommune til at stoppe udledningen.

Se også: Københavns Kommune udskyder udledning af spildevand i Øresund

Man skulle ellers tro, at ministeren havde haft rig mulighed for at stoppe lorte-sagen for længe siden.

Lea Wermelins egen styrelsen, Miljøstyrelsen, blev orienteret om, at Københavns Kommune have givet tilladelse til udledningen allerede 13. maj - mere end ti dage før udledningen skulle findes sted.

Miljøministeren og Københavns Kommune er kommet i blæsevejr, efter det kom frem, at 290.000 kubikmeter spildevand skulle udledes i Øresund. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Miljøministeren og Københavns Kommune er kommet i blæsevejr, efter det kom frem, at 290.000 kubikmeter spildevand skulle udledes i Øresund. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kom bag på mig
Tidligere mandag blev udledningen udskudt til oktober, hvor den forventes at få færre konsekvenser for biodiversitet og algeopblomstring.

Over for Ekstra Bladet udtaler Lea Wermelin, at hendes styrelse ikke orienterede hende om sagen, selvom styrelsen var bekendt med den.

Alligevel vil hun ikke sige, om styrelsen begik en fejl ved at holde på informationerne.

- Kendte du til sagen på forhånd?

- Nej, jeg hører først om sagen, da den begynder at køre i medierne, men jeg tror, at vi alle gerne ville have kendt til den noget før.

Forsyningsselskabet Hofor vil inden et nyt byggeri i Nordhavn forstærke en spildevandsledning. For at arbejdet kan gennemføres, skal ledningen dog være tom. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Samfund - 25. maj. 2020 - kl. 15:33 Alternativ til lort i Øresund: - Urealistisk

- Og det kom bag på mig, at Miljøstyrelsen var orienteret, men som reglerne er i dag, kan hverken de eller jeg gribe ind.

- Begik styrelsen en fejl ved ikke at orientere dig om tilladelsen?

- Jeg tror, at vi alle gerne ville have vidst noget om sagen noget før, for det endte med, at der skulle handles fem minutter i 12, men det er en kommunal afgørelse, hvor jeg ikke har mulighed for at gribe ind, og det har Miljøstyrelsen heller ikke, siger hun.

På bagkant
- Du ville gerne have kendt til sagen noget før. Har Miljøstyrelsen sovet i timen?

- Du vil gerne gøre det til Miljøstyrelsens problem, og som jeg siger klart, tror jeg, vi alle gerne ville have vidst det før, fordi der skulle handles fem minutter i 12, men det er en kommunal afgørelse, som jeg ikke kan gribe ind over for, og det kan Miljøstyrelsen heller ikke.

- Hvis du ikke kan gribe ind, hvorfor vil du overhovedet orienteres?

Se også: Minister kaldes i samråd over spildevandssag

- Det er det, jeg siger - jeg tror alle, at vi gerne ville have vidst noget om den her sag noget før.

- Så det er ikke et spørgsmål om, at det handler om mig specifikt, men det handler om, at den her sag kommer bag på langt de fleste, som hører om den i medierne, men det er en beslutning, der er truffet i Københavns Kommune, siger Lea Wermelin.

Forstår ministeren

Henrik Hagen Olesen, der er kontorchef i Miljøstyrelsen, siger, at styrelsen nu skal vurdere, om denne slags tilladelser i fremtiden systematisk skal sendes videre til ministerens skrivebord.

- Jeg kan godt forstå, hvis ministeren har sagt, at det kommer bag på hende, og det er noget, vi kan tage op internt i forhold til de orienteringer, vi modtager, siger han.

- Har du fået en røffel?

- Nej.

Ifølge kontorchefen bruger Miljøstyrelsen den slags orienteringer, når de fører statistik over, hvor meget spildevand der bliver udledt om året.

83 kommentarer
Vis kommentarer