Lukker institution: Nu mangler 15 vuggestuepladser

Gak gak i Gilleleje: En daginstitution i Gilleleje blev sat til at lukkes i september, men efter fem måneder mangler 15 vuggestuebørn plads

Langdraget er sat til at lukke 31 juli Foto: Colourbox
Langdraget er sat til at lukke 31 juli Foto: Colourbox

'Der er ikke børn nok i byen'. Sådan lød forklaringen, da daginstitutionen Langdraget i Gilleleje fik meldingen om, at den skulle lukkes i juli 2019. Det fik institutionen at vide i september 2018, men blot fem måneder efter mangler man nu 15 vuggestuepladser i byen.

Det skriver Lokalavisen Gribskov.

Christian Jørgensen, der er en af forældrene fra Langdraget, søgte sammen med andre forældre dengang en aktindsigt i, hvordan børne-tallene egentlig var i kommunen. Der kunne han se, at der ville være for få pladser, hvis Langdraget lukkede. Derfor tog han kontakt til bestyrelsen og administrationen.

- Vi spurgte, om de havde taget højde for tilflyttere og nyfødte børn. Vi fik beskeden, at de beregninger, vi havde lavet, var forkerte. Og at der ikke ville være et problem med antallet af institutions-pladser i kommunen, fortæller Christian Jørgensen til Ekstra Bladet.

Christian Jørgensen havde sammen med andre forældre betvivlet beregningerne. Og det ser der nu også ud til, at der var grund til.

Fem timers ekstra kørsel
Børneudvalget i Gribskov tog beslutningen om at lukke Langdraget på baggrund af tal, der viste, hvor mange børn der i alt var mellem nul og seks år i byen. Men der var øjensynligt ikke taget højde for, hvor mange børn der var i vuggestuealderen, og hvor mange børn der var i børnehavealderen.

Det kommer nu potentielt til at ramme Claus Bjerregaard, der er en af de forældre, der i fremtiden muligvis ikke kan få en vuggestueplads til sit barn.

Familien havde tidligere brugt en dagpleje til deres yngste datter, men da dagplejen fik en hjerneblødning, måtte de søge andre veje.

Først blev de tilbudt en vuggestueplads i nabobyen Dronningmølle, men da det ville være en times ekstra kørsel om dagen, søgte familien en plads i Langdraget.

- Vi fik en plads i Langdraget, men med meldingen om at vi ikke kunne flytte med over i en anden institution, når den lukker til juli, fortæller Claus Bjerregaard til Ekstra Bladet.

Formanden for Børneudvalget i Gribskov, Sisse Krøll Willemoes, siger, at det ikke kan passe, og at alle familier i børnehaven skulle være sikret en plads i en anden institution, når Langdraget lukker.

Claus Bjerregaards kone, Rikke Bjerregaard, holder dog fast i, at de fik beskeden af dagtilbudslederen Thomas Kamstrup Mikkelsen.

Ekstra Bladet har forsøgt at få det bekræftet af Thomas Kamstrup Mikkelsen, men han vil hverken be- eller afkræfte, om det er rigtigt.

Men ifølge Claus Bjerregaard og hans familie betyder det, at hvis de ikke kan flytte med over i den nye daginstitution, så skal de enten søge en institution udenfor byen, eller også skal de håbe på, at der bliver ansat dagplejer nok i byen i juli måned.

- Det kommer til at tage tid fra vores familie, hvis vi pludselig skal køre en time ekstra hver dag. Det bliver fem timers ekstra kørsel om ugen, og det synes jeg ikke, er kvalitetstid med mine børn, siger han.

- Nu er vi heldigvis så privilegerede, at vi har to biler, men hvis vi ikke havde dem, så ville det være meget svært for os at få til at hænge sammen.

Ville gøre det om
Formanden for Børneudvalget i Gribskov, Sisse Krøll Willemoes, erkender problemmet. Hun peger på, at det er på en forkert baggrund, at beslutningen blev taget.

- Vi traf beslutning på baggrund af en forventningen om et faldende børnetal, og ikke at vi kunne se, at børnetallet var faldet, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Da vi tog beslutningen troede vi, at vi var på forkant, men det kan vi godt se nu, at det har været uhensigtsmæssigt.

Hvis i kunne spole tiden tilbage, ville i så have gjort noget anderledes?

- Ja, så ville vi have ventet med at lukke Langdraget til at vi kunne se, at børnetallet faktisk var faldet, fortæller Sisse Krøll Willemoes til Ekstra Bladet.

På torsdag skal Børneudvalget i Gribskov til et ekstraordinært møde, for at diskutere om de vil holde fast i beslutningen om at lukke Langdraget.

Ekstra Bladet vil følge op på familien Bjerregaards situation.

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere