Lukker strand for offentligheden: Men dette foto afslører guvernøren

New Jersey-guvernør Chris Christie inviterede familie og venner på stranden, selv om han netop havde lukket området for offentligheden

Her ligger Christie og familien og hygger sig. Video: AP

Guvernør i den amerikanske delstat New Jersey, Chris Christie, er kommet i modvind, efter at han er blevet fotograferet på en mennesketom strand i selskab med familie og venner.

Stranden var tom, fordi guvernøren netop havde lukket strandparken for offentligheden på grund af en budgetstrid.

Men forbuddet gjaldt tydeligvis ikke guvernøren og hans nærmeste. Chris Christie har forklaret sin strandtur med, at hans sommerhus ligger tæt på stranden.

- Guvernøren har lov til at besøge sine boliger, og jeg befandt mig ved min bolig, siger Christie på et pressemøde mandag.

Bortvist af politiet
Alle statslige parker og strande i New Jersey blev lukket fredag og politiet måtte bortvise en hel del mennesker, som forsøgte at undslippe varmen og nyde en dukkert i Atlanterhavet.

Chris Christie ses yderst til højre med sin kone på en strand, han havde beordret lukket for offentligheden. (Foto: AP)
Chris Christie ses yderst til højre med sin kone på en strand, han havde beordret lukket for offentligheden. (Foto: AP)

Der var god plads på Island Beach State Park søndag, hvor New Jerseys førstefamilie nød sommervejret. (Foto: AP)
Der var god plads på Island Beach State Park søndag, hvor New Jerseys førstefamilie nød sommervejret. (Foto: AP)
 

Christies eksklusive strandtur blev afsløret, fordi et lokalt medie havde sendt et fly i luften over Island State Beach Park søndag og taget billeder af Christie og hans følge.

Avisen Star-Ledger offentliggjorde mandag billederne på forsiden. Her kunne befolkningen se guvernøren iført sandaler, shorts og kasket, mens han slappede af i en liggestol.

Billederne udløste ramaskrig i New Jersey, hvor Chris Christie i forvejen har historisk lave popularitetstal. På pressemødet valgte guvernøren at angribe budbringeren.

- Fremragende journalistik af The Star-Ledger. De har faktisk fanget en politiker, hvor han havde sagt, at han ville befinde sig med sin kone, børn og deres venner. Jeg er sikker på, at de får en Pulitzer (amerikansk journalistpris, red.) for dette, lyder det sarkastisk.

'Guvernør slikker sol på strand han havde lukket', lyder overskriften.
'Guvernør slikker sol på strand han havde lukket', lyder overskriften.
 

Favorit til Det Hvide Hus
Der er tale om endnu en politisk nedtur for Chris Christie, der for få år siden var en superstjerne i Det Republikanske Parti.

Han var en uhyre populær guvernør i en traditionelt demokratisk delstat og blandt favoritterne til at blive republikanernes præsidentkandidat i 2016.

Men hans renomme led et alvorligt knæk, da hans guvernørkontor blev involveret i den såkaldte Bridgegate.

To tidligere rådgivere blev idømt fængsel i sagen, der handler om, at en bro mellem New Jersey og New York City blev holdt lukket for at straffe borgmesteren af byen Fort Lee.

Fort Lee i New Jersey er forbundet med Manhattan via den store George Washington Bridge. I 2013 blev flere spor på den travle bro pludselig lukket midt i myldretiden med trafikkaos til følge.

Knuste drømmen
Sporene var lukket en hel uge, og det kom efterfølgende frem, at myndighederne havde lukket broen for at straffe den demokratiske borgmester af Fort Lee for ikke at have støttet Chris Christies genvalg til guvernørposten.

Selv om Chris Christie ikke selv blev anklaget for at have beordret broen lukket, så kostede skandalen dyrt.

Bridgegate var blandt andet med til at bremse hans drøm om at blive præsidentkandidat og ødelagde også hans muligheder for at blive Donald Trumps vicepræsidentkandidat.

Chris Christie stod tidligt frem som tilhænger af Donald Trump. (Foto: AP)
Chris Christie stod tidligt frem som tilhænger af Donald Trump. (Foto: AP)

75 kommentarer
Vis kommentarer