Måling: Kroatiens præsident skal findes i anden runde

Kroatiens præsidentvalg er slut. I hvert fald første runde. For holder målingerne, skal vælgerne på den igen

Vælgerne har talt i Kroatien, men hvad de har sagt til søndagens præsidentvalg, står først klart omkring klokken 22 eller senere.

Imidlertid siger valgstedsmålinger, der er offentliggjort kort efter, at valget sluttede klokken 19, at ingen af de fire kandidater har fået over 50 procent af stemmerne.

Holder det, skal næste præsident findes i en anden valgrunde den 11. januar blandt de to kandidater, der har fået flest stemmer.

Den afgående præsident, Ivo Josipovic, har ifølge målingerne fået 38,9 procent af stemmerne.

Meningsmålinger havde på forhånd sagt, at den 57-årige socialdemokrat lå til at vinde sin anden periode på præsidentposten, der overvejende er ceremoniel.

Men ifølge kroatisk tv er hans forspring i valgstedsmålingen meget lille i forhold til Kolinda Grabar-Kitarovic fra det konservative oppositionsparti HDZ, der ligger til 38,1 procent.

Hun er 46 år, tidligere udenrigsminister og minister for europæiske anliggender, ligesom hun har været vicegeneralsekretær i Nato.

Det tyder på, at de to skal mødes i en ny dyst 11. januar.

Socialdemokraterne er hovedkraften i den nuværende regeringskoalition, og under valgkampen har Grabar-Kitarovic buldret imod Josipovic og hans parti, der beskyldes for ikke at have evnet at håndtere de store økonomiske problemer i landet.

Arbejdsløsheden er tæt på 20 procent, og halvdelen af de unge i Kroatien, der har 4,2 millioner indbyggere, står uden arbejde.

Kroatien, der blev medlem af EU i juli 2013, har været i recession i seks år. Prognosen for 2015 siger nulvækst.

Vejrguderne var ikke Kroatien venligt stemt på valgdagen, hvor der var snevejr i dele af landet.

Kroatiens præsident vælges for fem år. Præsidenten kan gøre sin indflydelse gældende inden for udenrigspolitik, forsvarspolitik og efterretningsanliggender, men præsidenten har ingen vetoret.

0 kommentarer
Vis kommentarer