Måling: Putins parti går tilbage

Ruslands regeringsparti går tilbage i forhold til seneste valg, men er tre gange større end næststørste parti

Putins parti går tilbage, men er stadig størst. (Foto: AP)
Putins parti går tilbage, men er stadig størst. (Foto: AP)
Følg Politik

Præsident Vladimir Putins regeringsparti, Forenet Rusland, bliver med 44,5 procent af stemmerne det største parti ved det russiske parlamentsvalg søndag.

Det viser en valgstedsmåling fra det statslige analyseinstitut VTsIOM.

Det var på forhånd ventet, at Forenet Rusland ville blive valgets klart største parti.

Jevgenij Korsak, en 65-årig pensionist i byen Saransk, fortæller, at han har stemt på Forenet Rusland, 'fordi det er stærkt og magtfuldt'.

En midaldrende mand i byen Velikije Luki i det vestlige Rusland, fortæller til Reuters, at han 'selvfølgelig' har stemt på regeringspartiet:

- Vi har ikke brug for andre partier her, siger manden, der ikke vil oplyse sit navn.

Ved det seneste parlamentsvalg for fem år siden fik partiet 49 procent af stemmerne.

Dengang blev valget fulgt af store protester mod Putin i hovedstaden, Moskva, på grund af beskyldninger om valgfusk.

Valgets næststørste parti bliver ifølge valgstedsmålingen Det Liberaldemokratiske Parti, et nationalistisk parti som står til 15,3 procents opbakning.

Kommunistpartiet ser ud til at få 14,9 procent, mens partiet Retfærdigt Rusland lander på 8,1 procent, viser målingen fra VTsIOM.

DE FIRE STØRSTE PARTIER I RUSLANDS PARLAMENT

Forenet Rusland har vundet det russiske parlamentsvalg. Tre andre Putin-venlige partier kommer også i Dumaen.

Igen ved dette års parlamentsvalg er det kun Ruslands fire førende partier - som alle støtter den russiske regering - der ifølge valgstedsmålinger og foreløbige resultater har klaret spærregrænsen på fem procent.

* Forenet Rusland: Det klart største parti i Dumaen. Ved valget i 2011 mistede partiet sit absolutte flertal. Støtter ubetinget præsident Vladimir Putin, som dog ikke selv er med i partiet. 

* Det Liberaldemokratiske Parti (LDPR): Nationalistisk højrefløjsparti ledet af ultranationalisten Vladimir Sjirinovskij. Partiet udfordrer ikke Forenet Rusland i vigtige spørgsmål. Ser ifølge målinger ud til at blive valgets næststørste parti.

* Kommunistpartiet: Kritiserer regeringens stramninger og kræver tiltag mod korruption, men stemmer som regel på linje med Forenet Rusland.

* Retfærdigt Rusland: Socialdemokratisk orienteret parti. Er blevet beskrevet som regeringens 'andet ben'. Kan sætte spørgsmålstegn ved Forenet Ruslands politik, men er loyalt over for præsident Putin.

Kilde: TT

Ingen af de liberale oppositionspartier Jabloko og Parnas, der er kritiske over for Putin, kommer over spærregrænsen på fem procent, viser valgstedsmålingen.

Men nogle af disse partiers kandidater kan imidlertid stadig blive valgt ind i det russiske parlament, hvis de får tilstrækkeligt med stemmer i de enkelte valgkredse.

Umiddelbart så det ikke ud til, at de russiske vælgere havde særligt stor interesse i valget søndag, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

To timer inden de sidste valgsteder lukkede, havde knap 40 procent af vælgerne stemt, viser tal fra den centrale valgkommission i hovedstaden Moskva.

Seneste nyt

Det er ikke B.T. og Ekstra Bladet, der er de beskidte

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.