Mangeårig diktator er død

Ifølge to tunesiske medier er den tidligere tunesiske præsident Zine al-Abidine Ben Ali død. Det skriver nyhedsbureauet Reuters

Zine al-Abidine Ben Ali er død. Han blev 83 år. Video/redigering: AP/Kristian Hansen

Den mangeårige diktator i Tunesien Zine al-Abidine Ben Ali er død. Han blev 83 år.

Det bekræfter Mounir Ben Salha, der er advokat for ekslederens familie.

- Ben Ali er lige død i Saudi-Arabien, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Også det tunesiske udenrigsministerium bekræfter den tidligere leders død. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er under en uge siden, at ekspræsidentens datter kunne fortælle, at Zine al-Abidine Ben Ali var 'meget syg' og tidligere var blevet behandlet for prostatakræft. Det skriver Al Jazeera.

Styrede landet med hård hånd

Den tidligere præsident styrede Tunesien med hård hånd som præsident i 23 år. I januar 2011 blev han afsat som følge af folkelig opstand.

Tuneserne strømmede ud af deres huse, da Zine al-Abidine Ben Ali i en tv-tale meddelte sin afgang. Befolkningen, der havde raset over manglende frihedsrettigheder, viftede med flag, dansede i gaderne og sang nationalsangen, mens bilerne trykkede hornene i bund.

Han måtte dengang flygte fra sit folk og sit land og søgte asyl i Frankrig. De franske myndigheder afviste ham dog. I stedet fik han adgang til Saudi-Arabien, hvor han var i eksil frem til sin død.

Ben Ali fik oprindeligt en militæruddannelse i Frankrig.

Senere vendte han hjem til Tunesien. Her nåede han at blive både sikkerhedschef for landets militær, indenrigsminister og premierminister under Habib Bourguiba, landets første præsident.

Zine al-Abidine Ben Ali styrede Tunesien med hård hånd. Foto: Ritzau Scanpix.
Zine al-Abidine Ben Ali styrede Tunesien med hård hånd. Foto: Ritzau Scanpix.
 

Ben Ali strøg selv til tops og blev landets anden præsident, da han kuppede forgængeren Bourguiba i 1987.

Forinden havde han fået flere læger til at skrive under på, at den 84-årige Bourguiba var senil og ikke længere i stand til at lede landet.

Enerådig præsident

I løbet af sine mange år som Tunesiens præsident blev Ben Ali især kendt for at være en særdeles autoritær leder, som ikke tillod meget plads til eventuelle rivaler eller politisk opposition.

Først i 1999 gav han lov til et officielt præsidentvalg, hvor han lod modkandidater stille op. Men det såkaldte demokratiske valg blev samtidig betvivlet og kritiseret af internationale observatører.

Ben Ali trumfede al modstand og tog sejren med 99,6 procent af stemmerne.

Samme mønster og næsten lige suveræn en valgsejr fik den enerådige præsident i 2004, og de kritiske røster begyndte så småt at brede sig blandt forskellige politiske og religiøse grupperinger i landet.

De mente, at det var tid til nye ledere og ny politik.

Kulminationen blev "Jasminrevolutionen" i slutningen af 2010, som resulterede i optøjer og flere dræbte landet over.

Oprøret betød samtidig et farvel til Ben Ali som Tunesiens præsident.

Se også: Præsident mødt af stenkast på tunesisk årsdag

68 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere