May: Det britiske demokrati er i fare uden brexitaftale

Der findes ikke et alternativ til en lige så god skilsmisseaftale med EU som hendes egen, mener Theresa May

Ifølge Theresa May er det britiske demokrati i fare, hvis hendes brexitaftale ikke bliver godkendt. Foto: Renee Bailey/AP
Ifølge Theresa May er det britiske demokrati i fare, hvis hendes brexitaftale ikke bliver godkendt. Foto: Renee Bailey/AP

Den britiske premierminister, Theresa May, advarer om alvorlige konsekvenser, hvis den brexitaftale, hun har forhandlet sig frem til med EU, ikke bliver godkendt i Storbritanniens Underhus.

Det sker i en klumme i den britiske avis Daily Mails søndagsudgave.

Her skriver hun, at både brexitfortalere og brexitmodstandere risikerer at skade demokratiet, hvis de går imod hendes plan.

- Begge grupper er motiverede af, hvad de tror, der er bedst for vores land.

- Men begge grupper må erkende de risici, som det indebærer for vores demokrati og levevilkårene for vores vælgere, skriver Theresa May.

Intet alternativ
Hendes aftale er den eneste, som imødekommer resultatet af folkeafstemningen i 2016, og som samtidig beskytter job og giver sikkerhed til folk og virksomheder, lyder det i premierministerens indlæg.

- Ingen andre har en alternativ plan, der lever op til de ting, lyder det.

Underhuset skulle have stemt om skilsmisseaftalen med EU i december.

Afstemningen blev dog udskudt, da May måtte indse, at den stod til at blive stemt ned. Afstemningen står nu til at blive holdt 14. eller 15. januar, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Også over for britiske BBC advarer Theresa May om konsekvenserne ved et nej til den omdiskuterede aftale.

- Hvis der ikke bliver stemt for aftalen, så kommer vi til at befinde os i et fuldstændig uudforsket område. Jeg tror ikke, at der er nogen, der kan spå om, hvad der vil ske, siger premierministeren.

Stor modstand
Der er dog ikke meget, der tyder på, at May får sin skilsmisseaftale stemt igennem. Meningsmålinger viser således stadig stor modstand.

Fredag lød det også fra Mays nordirske støtteparti, Det Demokratiske Unionistparti (DUP), at det ikke vil støtte den foreliggende aftale.

Årsagen er blandt andet den såkaldte bagstopper, som DUP-talsmand Sammy Wilson kalder for "et snydetrick".

Bagstopperen er en nødplan, der ifølge medlemslandene kun skal træde i kraft, hvis parterne ikke inden en overgangsperiode har indgået en aftale om det fremtidige forhold.

Kritikere frygter, at briterne vil være fanget i bagstopperen på ubestemt tid.

Briterne forlader efter planen EU den 29. marts.

108 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere