May og Juncker enige: Bagstopperproblem skal løses inden 2020

EU og Storbritannien har aftalt juridiske bindende tilføjelser til Storbritanniens brexitaftale

Er du også i tvivl om, hvad det hele går ud på? Se videoen her og bliv brexit-klog på bare 3 minutter. Video/redigering: AP/Kristian Hansen

EU og Storbritannien er enige om at finde alternative løsninger på grænseudfordringerne mellem Irland og Nordirland ved udgangen af 2020.

Det oplyser den britiske premierminister, Theresa May, og Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen, på et pressemøde mandag aften i Strasbourg.

Theresa Mays udtrædelsesaftale skal tirsdag stå sin prøve i det britiske Underhus.

Ved hendes tidligere forsøg blev den klart stemt ned, og May har derfor brug for flere indrømmelser for at overbevise de britiske parlamentsmedlemmer.

Her var det netop udfordringerne med, hvorvidt der ville opstå en hård grænse mellem Irland og Nordirland, som spillede ind.

- Der var brug for juridisk bindende ændringer til aftalen. Dem er vi i dag blevet enige om, siger Theresa May på pressemødet.

Ifølge Mays erklæring er der tale om en aftale med samme juridiske vægt som selve brexitaftalen. Den supplerende aftale skal sikre, at EU ikke kan handle med intentionen om at anvende bagstopperen på ubestemt tid.

Premierministeren tilføjer, at hun tirsdag vil uddybe detaljerne i det britiske parlament i London.

Den irske premierminister, Leo Vardaker, har allerede nikket godkendende, fortæller Jean-Claude Juncker.

- Jeg har talt med regeringslederen her til aften, som er klar til at acceptere den her løsning for at sikre en overordnet aftale, siger kommissionsformanden.

237 kommentarer
Vis kommentarer