Medie: Berømt eftersøgt skulle smugles til Rusland juleaften

Planen var, at Wikileak-stifteren Julian Assange blev kørt bort fra sit skjulested på ambassade i diplomatbil og hemmeligt bragt til Rusland, skriver Guardian

Ifølge den hemmelige plan skulle Assange være bragt væk fra London i bil og siden videre til Rusland, skriver Guardian. Her ses han på vej til et retsmøde ved sagens start. Foto: Sang Tan/AP
Ifølge den hemmelige plan skulle Assange være bragt væk fra London i bil og siden videre til Rusland, skriver Guardian. Her ses han på vej til et retsmøde ved sagens start. Foto: Sang Tan/AP

Det årelange drama om Wikileaks-stifteren Julian Assanges ufrivillige ophold på Ecuadors ambassade i London skulle have været bragt til ophør juleaften sidste år.

Ifølge Guardian var der udarbejdet en hemmelig plan om at smugle den kontroversielle, australskfødte systemkritiker ud af England.

Ambassaden overvåges af britisk politi, fordi Assange skal anholdes, hvis han forlader den diplomatiske mission.

Af alle dage blev 24. december angiveligt valgt som den mest hensigtsmæssige for en flugt.

Fire uafhængige kilder fortæller til den velinformerede britiske avis, at planen var udarbejdet i samarbejde mellem russiske diplomater og folk tæt på Assange.

Flugt i diplomatbil
Udstyret med et ecuadoriansk diplomatpas skulle Assange snige sig ud i en russisk diplomatbil og derefter køres bort.

Flugtens slutdestination var Rusland, hvor Wikileaks-stifteren ikke risikerer udlevering til USA og dermed hård straf for i 2010 at have lækket hundredetusinder af fortrolige amerikanske dokumenter om blandt andet krigene i Irak og Afghanistan.

Rusland giver i forvejen asyl til en anden internet-rebel, den amerikanske afhopper Edward Snowdon, der også står til en meget hård straf for omfattende afsløring af blandt andet massiv overvågning på internettet, foretaget af NSA, en af USA's efterretningstjenester.

Assange taler til sympatisører fra en balkon på Ecuadors ambassade i London i maj sidste år. Foto: Frank Augstein/AP
Assange taler til sympatisører fra en balkon på Ecuadors ambassade i London i maj sidste år. Foto: Frank Augstein/AP

Forbindelse til Kreml
Få dage før Assanges flugt skulle sættes iværk, blev alt imidlertid aflyst, fordi risikoen for afsløring blev vurderet som for høj.

Guardian påpeger, at russernes angivelige medvirken igen rejser spørgsmålet om Assanges forbindelser til Kreml.

Op til det amerikanske præsidentvalg i november 2016 indgik Wikileaks i et speget spil, hvor dokumenter, der skulle kompromitterede Donalds Trumps modkandidat, demokraten Hillary Clinton, blev lækket af Assanges organisation.

Se også: Demokraterne i kæmpe sagsanlæg: De stod bag sammensværgelsen



Ifølge Robert Mueller, den tidligere FBI-direktør, der er udpeget til at undersøge russisk indblanding i præsidentvalget, var den enorme mængde dokumenter - over 50.000 - stjålet af russiske hackere fra servere, som tilhørte Demokraterne.

Person-sammenfald
En central person i flugtplanen juleaften skulle ifølge den britiske avis være Fidel Narvaéz, tidligere London-ambassadør for Ecuador og en nær fortrolig til Assange.

Narvaéz spillede også en rolle i Snowdons flugt fra Hongkong til Moskva, hvor han skal have udstyret den tidligere it-mand i den amerikanske efterretningstjeneste NSA med et særligt pas.

Overfor Guardian afviser Narvaéz enhver snak om at have diskuteret en mulig flugt med russerne.


Den russiske ambassade i London kalder i et tweet Guardians artikel for 'endnu et eksempel på disinformation og fake news i britiske medier'.

Startede med sex
Julian Assange har haft asyl på Ecuadors ambassade siden 2012, hvor britiske myndigheder ville udlevere ham til Sverige. Her var australieren sigtet for sexmisbrug af to kvinder, han havde mødt ved en konference.

Assange frygtede, at han fra Sverige kunne blive sendt videre til USA. Siden har svenskerne frafaldet sigtelserne og kravet om udlevering, men til gengæld står han at blive anholdt i Storbritannien, hvis han forlader ambassaden. Nu for at have drevet gæk med britiske retsregler. Også i dette tilfælde kan konsekvensen være udlevering til USA, frygter Assange og hans støtter.

Efter de mange år er Ecuador blevet grundig træt af gæsten i London-ambassaden. Han blev oprindeligt budt velkommer af politiske årsager, men det sydamerikanske lands nuværende præsident, den venstreorienterede Lenín Moreno, vil nu have sagen løst.

39 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere