Medie: Hun vil bare væk

Flere kilder fortæller til CNN, at hvis Donald Trump stiller op til præsidentvalget i 2024, så skal han ikke regne med meget hjælp fra sin kone. Hun vil bare gerne væk fra offentlighedens søgelys

Melania Trump foran Det Hvide Hus, da hun stadig var førstedame. Foto: Ritzau Scanpix
Melania Trump foran Det Hvide Hus, da hun stadig var førstedame. Foto: Ritzau Scanpix

I fire år var Melania Trump ved sin mands side. Konstant i fokus og som støtte for den amerikanske præsident.

Men det liv ønsker den tidligere førstedame ikke at vende tilbage til, hvis Donald Trump beslutter sig at stille op til præsidentvalget i 2024.

Det skriver CNN på baggrund af samtaler med flere anonyme kilder.

Ifølge mediet anser Melania Trump rollen som førstedame som et overstået kapitel, og den rolle ønsker hun ikke at have igen. Hvis det alligevel skulle ende med en ny Trump-kampagne, så skal vi ikke forvente at se hende i forbindelse med valgmøder og andre events, forlyder det.

Det er heller ikke meget, vi har set til Melania Trump siden januar, hvor Joe Biden blev indsat. Kun én gang i løbet af sommeren er hun blevet fanget af fotograferne foran Trump Tower. Det var 7. juli sammen med parrets søn.

Artiklen fortsætter under under videoen ...

Medie: Hun vil bare væk

Melania Trump har kun ved få lejligheder stillet sig op offentligt og talt til nationen - som her, sidste år, hvor hun beskrev sit møde med USA.

Kryptiske beskeder.
Melania Trump blev i løbet af sin fireårige periode som førstedame kendt som en af de mest private af slagsen i USA's historie.

Donald Trump har endnu ikke officielt meldt ud, at han vil forsøge at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2024, men han har flere gange blandet sig i den politiske debat.

Derudover har han givet flere kryptiske meldinger om, at han er klar til at generobre magten i USA.

Over sommeren har han også lanceret en comeback-tour i forskellige stater i USA.