Medie: Pentagon vil sende 10.000 soldater til Mellemøsten

En plan om flere soldater til Mellemøsten skal præsenteres for Det Hvide Hus torsdag

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har udviklet en plan om at sende yderligere 10.000 amerikanske soldater til Mellemøsten for at afskrække et potentielt angreb fra Iran.

Det oplyser unavngivne embedsmænd til Associated Press.

Der er endnu ikke truffet beslutning om troppeforøgelsen, og planen skal først præsenteres for Det Hvide Hus torsdag, skriver nyhedsbureauet.

Ifølge Pentagons plan vil der være tale om en defensiv styrke. Desuden kan der også blive tale om at sende et defensivt missilforsvarssystem og flere krigsskibe til regionen.

Udviklingen kommer efter uger med øget usikkerhed om situationen i Mellemøsten.

Forleden truede den amerikanske præsident, Donald Trump, Iran med udslettelse, hvis landet retter et angreb mod amerikanske styrker eller interesser i Mellemøsten.

På sin Twitter-profil advarede han, at iransk aggression kan betyde ’den officielle afslutning på Iran’.

Trump har også beordret en stor del af USA's ansatte ved ambassaden i Irak ud af landet. EvakuEn eringen kommer angiveligt på grund af trusler fra væbnede irakiske grupper, der har støtte fra Iran.

Ifølge flere amerikanske medier er der uenighed i Det Hvide Hus om, hvor hårdt man skal presse Iran.

271 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere