Sexanklager bremser Trumps dommer

Både Brett Kavanaugh og hans anklager får mulighed for at forklare sig under en offentlig høring

Brett Kavanaughs fremtid som dommer ved USA's højesteret er blevet udskudt. Foto: AP
Brett Kavanaughs fremtid som dommer ved USA's højesteret er blevet udskudt. Foto: AP

Torsdagens afstemning i Senatets retsudvalg om Brett Kavanaughs fremtid som dommer ved USA's højesteret er blevet udskudt.

Det oplyser unavngivne kilder til Fox News mandag aften amerikansk tid.

Oplysningen er ikke bekræftet fra officielt hold.

Demokratiske og enkelte republikanske senatorer har krævet afstemningen udsat på grund af anklager fra den i dag 51-årige professor Christine Blasey Ford. Hun hævder at have været offer for et seksuelt overgreb begået af Brett Kavanaugh for 36 år siden.

Tidligere mandag aften åbnede præsident Donald Trump for en udsættelse af den planlagte afstemning torsdag.

- Hvis det kræver en lille forsinkelse, så bliver der en lille forsinkelse, sagde han til journalister uden for Det Hvide Hus ifølge NBC News.

Tidligere mandag kom det frem, at Senatets retsudvalg vil holde en offentlig høring vedrørende anklagerne mod Brett Kavanaugh. Under høringen vil både Brett Kavanaugh og Christine Blasey Ford få mulighed for at vidne.

Ifølge avisen The New York Times skal høringen finde sted mandag i næste uge.

- Retsudvalget vil bevæge sig fremad i processen, og den proces vil indebære en åben, offentlig høring - en mulighed for at stille spørgsmål, sagde den republikanske senator John Thune, der er medlem af retsudvalget i Senatet.

- Forhåbentlig kan vi få en fuld forståelse for, hvad der skete, tilføjede han.

Christine Blasey Ford beskylder Brett Kavanaugh for et seksuelt overgreb til en fest tilbage i begyndelsen af 1980'erne, da de gik på samme gymnasium. Hun var 15 år, og han var 17 år.

Den i dag 51-årige kvinde har meldt sig parat til at afgive sit vidneudsagn offentligt over for retsudvalget i Senatet.

Brett Kavanaugh afviser anklagerne.

I en pressemeddelelse mandag tilbød han at stille op til yderligere høringer i Senatets retsudvalg, hvis udvalget ønsker det.

- Det her er aldrig sket. Jeg vidste ikke, hvem der stod bag anklagerne før i går (søndag, red.), hvor hun identificerede sig selv, udtaler han i meddelelsen.

Formand for Senatets retsudvalg Chuck Grassley oplyser natten til tirsdag dansk tid, at både Brett Kavanaugh og Christine Ford vil deltage i mandagens høring.

70 kommentarer
Vis kommentarer