Medie: Trump truede europæiske stater

USA's præsident Donald Trump lovede konsekvenser, hvis ikke England, Tyskland og Frankrig fordømte Iran

Det kunne have fået alvorlige følger for England, Tyskland og Frankrig, hvis ikke de fordømte Iran.

Sådan skulle meldingen fra USA's præsident Donald Trump have lydt, skriver The Washington Post.

Hvis ikke de tre stater fordømte Iran for brud på atomaftalen, kunne de se frem til, at der ville komme en tarif på 25 procent på europæiske biler.

Beskeden blev Ifølge avisen leveret gennem amerikanske embedsmænd, som kontaktede embedsmænd fra de tre europæiske stater. Den noget voldsomme udmelding kom altså ikke igennem USA's ambassade, som ellers er normal procedure.

De tre landes fordømmelse af Iran gør, at en betingelse i atomaftalen med det mellemøstlige land træder i kraft. Inden for 65 dage skal Iran forpligte sig til at overholde aftalen igen, ellers vil en række sanktioner træde i kraft.

Jeremy Shapiro, der er medlem af det Europæiske Råd, mener ikke, at truslen om tariffer er den rigtige måde, at gøre tingene på.

- Truslen om tariffer er en mafia-agtig metode, og det er ikke sådan, at forhold mellem allierede typisk fungerer, siger han.

Ikke første gang
Præsidenten har tidligere brugt samme trussel om tarif på europæiske biler i forbindelse med forhandlinger om handelsaftaler.

Det er dog ikke sikkert, at det overhovedet var nødvendigt at spille med musklerne i dette tilfælde, da de tre stater i forvejen var på vej til at fordømme Iran.

Anonyme europæiske embedsmænd fortæller til Washington Post, at truslen gjorde den i forvejen penible situation langt mere besværlig. Hvis truslen blev offentlig kendt kunne de blive set som lakajer for den amerikanske regering.

- Vi ville ikke se se svage ud, så vi blev enige om at holde truslen hemmelig, siger en kilde til avisen.

FAKTA: Atomaftalen

Under præsidentvalgkampen i 2016 lovede Donald Trump, at han ville trække USA helt ud af en multinational atomaftale med Iran.

Tirsdag har den amerikanske præsident erklæret, at han hiver USA ud af aftalen.

Få indblik i, hvad det er for en aftale, som USA forlader:

* Atomaftalen mellem Iran og de fem stormagter i FN's Sikkerhedsråd, USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig, samt Tyskland blev indgået 14. juli 2015 i Wien.

* Den trådte i kraft i januar 2016.

* Atomaftalen skal forhindre, at iranerne udvikler atomvåben.

* Med aftalen går Iran med til at begrænse antallet af centrifuger, der bruges til berigelse af uran.

* Med aftalen reduceres Irans lager af uran med 98 procent til 300 kilo i 15 år.

* Med aftalen forpligter Iran sig til ekstraordinær grundig overvågning, verifikation og inspektion fra Det Internationale Atomenergiagentur.

* Til gengæld for at skrue ned for blusset på landets atomanlæg ophæver Vesten sanktioner mod landet.

Kilder: Reuters, BBC og Det Hvide Hus.

1 af 2 Selv allierede får en hård omgang, lyder det til. Foto: Jonathan Ernst/Ritzau Scanpix
2 af 2 Selv allierede får en hård omgang, lyder det til. Foto: Mark Wilson/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix
949 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere