Medie: USA vil genåbne sit konsulat i Grønland

USA planlægger at reetablere et konsulat i Grønland. Det fremgår af et brev fra det amerikanske udenrigsministerium til Kongressen, skriver nyhedsbureauet AP

USA's præsident Donald Trumps administration planlægger at genåbne et konsulat i Grønland.

Det fremgår af et brev fra det amerikanske udenrigsministerium til Kongressen, som nyhedsbureauet AP er i besiddelse af.

Ifølge nyhedsbureauet vil det nye konsulat åbne i Nuuk til næste år.

Konsulatet vil være en 'vigtig komponent i indsatsen for at øge USA's tilstedeværelse i Arktis og vil være en effektiv platform til at fremme amerikanske interesser i Grønland', skriver udenrigsministeriet i brevet.

Helt overordnet har USA nemlig en 'strategisk interesse i at styrke politiske, økonomiske og kommercielle forhold i hele den arktiske region', mener ministeriet.

USA åbnede et konsulat i Grønland i 1940 efter Nazitysklands besættelse af Danmark, men konsulatet lukkede i 1953.

En genåbning af konsulatet, og dermed en konstant amerikansk tilstedeværelse med diplomater i Grønland, vil gøre det muligt for USA at 'beskytte essentielle værdier i Grønland og samtidig opbygge dybere relationer med grønlandske embedsfolk og samfundet'.

71 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere