Torsdag gav Tyrkiets parlament tommel op til Finlands Nato-ansøgning, som betyder, at landet kan optages i forsvarsalliancen.
Fredag underskrev Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan en lov, der gør det muligt for Finland at opnå medlemskab.
Den trådte i kraft lørdag.
Det skriver flere udenlandske medier herunder norske VG, nyhedsbureauet NTB og finske Helsingin Sanomat, som citerer flere tyrkiske medier.
15 dage til at underskrive
De 276 repræsentanter i det tyrkiske parlament stemte for optagelsen af Finland.
Efter godkendelsen torsdag havde Erdogan 15 dage til at underskrive loven, men de dage havde han tilsyneladende slet ikke brug for.
Underskriften kommer heller ikke som den store overraskelse, da den tyrkiske præsident 17. marts kunne fortælle, at Tyrkiet var for at bringe Finland ind i Nato-varmen.
Skal sendes til USA
Tyrkiets ja kommer efter det ungarnske parlament, som stemte for Nato-samarbejdet mandag.
Det betyder, at alle medlemslande har godkendt medlemsskabet.
Selvom Erdogan nu har sat sin underskrift, mangler Tyrkiet at sende godkendelsen til det amerikanske udenrigsministerium.