Medier: EU holder Brexit-topmøde i 17. og 18. november

Et særligt topmøde om Storbritanniens exit skal ifølge flere nyhedsbureauer afholdes i november

Et særligt EU-topmøde om Storbritanniens exit fra EU vil blive afholdt 17. og 18. november, skriver det østrigske nyhedsbureau APA torsdag. Bureauet angiver ikke, hvor de har oplysningen fra.

Nyhedsbureauet Reuters erfarer det samme fra "kilder i diplomatiet", skriver det uden at uddybe. Ifølge embedsmænd i EU mangler nogle ting stadig at falde på plads.

EU's regeringschefer er torsdag samlet i den østrigske by Salzburg til andendagen af et topmøde.

Onsdag diskuterede regeringslederne migration, mens torsdagens dagsorden handlede om netop Storbritanniens exit - det såkaldte brexit.

Tidligere torsdag oplyste en fransk talsmand, at Frankrig anså et topmøde i november for noget, der kunne planlægges senere, hvis det bliver nødvendigt.

Det var oprindeligt planen, at aftale skulle være på plads i oktober. På grund af manglende fremskridt, så den plan allerede før mødet ud til at skride.

Forud for topmødet i Salzburg havde EU-præsident Donald Tusk derfor bedt om at få smidt et potentielt møde i november ind på regeringsledernes dagsorden.

Formelt træder Storbritannien ud af EU 29. marts 2019. Hvis ikke en aftale mellem EU og Storbritannien er på plads, bliver det en såkaldt no-deal-brexit.

Det kan eksempelvis betyde, at et kørekort udstedt i Storbritannien ikke er gyldigt i EU, fordi der ikke er en aftale om, hvad det kræver at få et kørekort.

I Danmark forbereder regeringen sig på en brat overgang til en toldbarriere og andre problemer.

- Vi hyrer toldere i Danmark for at forberede os på det værst tænkelige scenarie. Det er ikke, fordi vi ønsker det. Det er fordi, det er noget, man ikke kan udelukke, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag.

Onsdag var generelt præget af en stemning af frustration over manglende fremskridt. Det gav blandt andet Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, udtryk for.

30 kommentarer
Vis kommentarer