Medier i Eritrea: Dansk rapport renser os for anklager

En dansk asyl-rapport bruges af medier i Eritrea til at frifinde landet om beskyldninger om tortur

Kritikken er haglet ned over Udlændingestyrelsen, efter at en rapport om sikkerhedssituationen i det østafrikanske land blev offentliggjort.

Rapporten konkluderede, at det er sikkert at sende desertører og militærnægtere fra Eritrea tilbage, hvis de underskriver et såkaldt angrebrev og betaler en strafskat. Det fik kritikerne til at råbe højt, og en navngiven kilde fra rapporten til at trække sig.

Den såkaldte fact finding mission i landet og den senere rapport møder dog opbakning fra støtterne af regimet i Eritrea.

- Teknisk set punkterer Danmark med sin fact finding mission samtlige beskyldninger om brud på menneskerettighederne i Eritrea og udstiller dem som ren propaganda, skriver det eritreiske medie Tesfanews.net ifølge Politiken.

Udlændingestyrelsen vurderer, at den danske fact finding-mission i Eritrea har givet ny information, der viser, at eritreiske statsborgere, der er udrejst illegalt og har unddraget sig værnepligt, godt kan genindrejse.

Rapporten fik dog en hård medfart, da den ene af rapportens to navngivne kilder, professor Gaim Kibreab, trak sig fra rapporten, fordi han følte sig forrådt og misbrugt af de danske embedsmænd.

- Mange af os eritreere uden for landet ser meget negativt på den danske rapport.

- Men hos støtterne af regimet i Eritrea var rapporten meget velkommen, og nu prøver de med rapporten at rense beskyldningerne mod landet, siger Hamtom Yohannes, der oprindeligt er fra Eritrea, men nu er journalist i Holland og gæsteforelæser ved universitetet i Leiden.

0 kommentarer
Vis kommentarer