Medier: Melania fik chancen for at sige fra - men sagde nej

Den tidligere førstedame ville angiveligt ikke tage afstand fra voldshandlinger i Kongressen, da hun blev adspurgt

Medier: Melania fik chancen for at sige fra - men sagde nej

Det gik voldsomt for sig, da Kongressen blev angrebet i januar.

6. januar blev den amerikanske kongresbygning i USA udsat for et angreb, der stadig vækker afsky og undren hos hovedparten af den amerikanske befolkning.

En stor gruppe tilhængere af den afgående præsident, Donald Trump, fik held med at trænge ind i Kongressen, mens Senatet var i gang med formelt at godkende Joe Biden som vinder af sidste efterårs præsidentvalg.

Både i forbindelse med episoden og i efterspillet har der været stillet mange spørgsmål til Donald Trumps reaktion på protesterne, hvor han længe tøvede med at tage afstand fra voldshandlingerne.

Også hans kone, Melania Trump, var forbløffende stille under urolighederne, og nu forlyder det, at hun ellers havde chancen for at melde klart ud, mens det brændte allermest på.

Det skriver CNN og Politico.

Reagerede ikke
Angiveligt skulle Melanias rådgiver, Stephanie Grisham, have sendt hende en sms-besked med teksten 'Vil du tweete, at fredelige demonstrationer er alle amerikaneres ret, men at lovløshed og vold ikke hører nogen steder hjemme?'. Tweetet skulle være et forsøg på at dæmpe gemytterne, men Melania Trump skulle kort efter blot have svaret 'Nej' på sms'en.

Kilden til episoden er blandt andet Stephanie Grisham selv, der er på vej med bogen 'I'll Take Your Questions Now', hvori hun beskriver sin tid i Det Hvide Hus, hvor hun både nåede at være pressetalsperson og stabschef for Melania Trump.

Stephanie Grisham var i mange år en tæt rådgiver for Melania Trump. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Stephanie Grisham var i mange år en tæt rådgiver for Melania Trump. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
 

I forbindelse med de voldelige protester i Kongressen, befandt Melania Trump sig i Det Hvide Hus, hvor hun fulgte en fotograferingsseance af et nyt tæppe, hun havde fået sat ind.

På trods af dramaet, der foregik på Kongressen, valgte hun ifølge CNN på intet tidspunkt at afbryde seancen eller at udtale sig om det, der foregik. Først fem dage efter tog hun offentligt afstand fra volden.

'Forræderi'
Over for CNN afviser Melania Trump udlægningen fra Stephanie Grisham.

'Formålet med denne bog er indlysende. Den er et forsøg på at råde bod på hendes dårlige præstationer som pressesekretær, mislykkede personlige forhold og uprofessionelle opførsel i Det Hvide Hus. Gennem mistillid og forræderi forsøger hun at opnå relevans og penge på bekostning af fru Trump,' lyder det i en udtalelse fra Melanias rådgivere.

Stephanie Grisham stoppede i Det Hvide Hus 6. januar, kort efter hun havde sendt den omtalte besked til Melania. Hendes bog står til at udkomme i USA 5. oktober.

For nylig begærede en af frontfigurene bag angrebet på Kongressen, den såkaldt QAnon-shaman, sig skyldig. Læs mere om det her.