Medier: Trump tillader hård Cuba-lov

Siden 1996 har alle amerikanske præsidenter suspenderet en omstridt lov mod Cuba. Det vil Donald Trump ændre

Præsidenten bryder normal praksis og tillader den hårde lov. Foto: Ritzau Scanpix.
Præsidenten bryder normal praksis og tillader den hårde lov. Foto: Ritzau Scanpix.

USA's præsident, Donald Trump, overvejer som den første præsident nogensinde at lade en omstridt lov, der rammer Cuba hårdt, træde i kraft.

Det oplyser en unavngiven højtstående kilde fra Trumps administration ifølge nyhedsbureauerne AFP, AP og Reuters.

Der er tale om kapitel tre i den såkaldte Helms Burton-lov.

Den giver mulighed for, at der kan føres retssager i USA mod udenlandske selskaber, der driver forretning i Cuba.

Helms Burton-loven blev underskrevet af præsident Bill Clinton i 1996.

Men kapitel tre i loven er siden da blevet suspenderet hvert halve år af Clinton og alle de efterfølgende amerikanske præsidenter.

Trump har tidligere truet med at ændre den praksis. Og onsdag ventes Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, ved en tale i Miami at offentliggøre, at man ikke længere vil suspendere loven.

Lande som Canada, Frankrig, Spanien og Storbritannien, der har store investeringer i Cuba, har flere gange protesteret mod loven.

De har tidligere truet med at lægge sag an mod USA gennem Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvis amerikanerne blander sig i forretninger mellem Cuba og andre selvstændige lande.

Tidligere amerikanske præsidenter har suspenderet den omstridte lov netop for at undgå de potentielle handelsstridigheder.

Den nationale sikkerhedsrådgiver John Boltons tale i Miami falder på 58-året for USA's fejlslagne invasion af Cuba i 1961.

Her forsøgte amerikanerne uden held at vælte Fidel Castro-regeringen.

30 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere