Melania Trump: Fra nøgenmodel til førstedame

Topmodel som 17-årig, Donald Trumps tredje kone og USA's nye førstedame

Når den nyindsatte præsident Donald Trump flytter ind i Det Hvide Hus i Washington, bliver det uden sin slovenskfødte kone, Melania.

USA's nye førstedame bliver nemlig boende i Penthouse-lejligheden i Trump Tower på Manhattan med parrets tiårige søn, Barron.

Først når sønnen har afsluttet sit skoleår, flytter Melania og Barron til hovedstaden. Hun lægger ikke skjul på, at hensynet til sønnen er størst.

- Jeg er først og fremmest mor, har hun sagt om det utraditionelle arrangement.

Men Melania Trump, 46, er på mange måder en ualmindelig førstedame. Hun er den første 'first lady', der er født uden for landets grænser siden 1829. Og hun er den første, der har en fortid som letpåklædt model.

Spottet på gaden
Det var netop de lange modelben, der gav Melania en enkeltbillet væk fra industribyen Sevnica i det tidligere Jugoslavien.

Hun blev spottet af en kendt modefotograf på gaden i Ljubljana, da hun blot var 17 år gammel og fik kontrakt med et italiensk modelbureau.

Melania Trump blev i 1970 født som Melanija Knavs i det daværende Jugoslavien. Hun voksede op i dette boligkompleks i Sevnica. (Foto: AP)
Melania Trump blev i 1970 født som Melanija Knavs i det daværende Jugoslavien. Hun voksede op i dette boligkompleks i Sevnica. (Foto: AP)

New York Post har tidligere bragt nogle af de vovede billeder af Melania Trump. (Foto: All Over Press)
New York Post har tidligere bragt nogle af de vovede billeder af Melania Trump. (Foto: All Over Press)
 

Blå bog: Melania Trump

Melanija Knavs blev født 26. april 1970 i det tidligere Jugoslavien. Hendes familie tilhørte arbejderklassen, og faderen var fabriksarbejder.

Som 17-årig fik hun kontrakt med et italiensk modelbureau. Midt i 1990'erne flyttede hun til USA.

Hun blev gift med Donald Trump i 2005 i Palm Beach, Florida.

I 2006 blev hun amerikansk statsborger.

I marts 2006 fødte hun parrets søn, Barron.

Hun studerede arkitektur og design på universitetet i Ljubljana, og har efter modelkarrieren designet smykker og lavet skønhedsprodukter.

Derefter gik det stærkt for skønheden, der skiftede en udsigtsløs tilværelse i en østeuropæisk kommuniststat ud med en glamourøs tilværelse i Vesten.

Som ung model var hun ikke bange for vise hele sin figur frem. Blandt andet optrådte hun i 1995 sammen med den svenske model Emma Eriksson i en fotoserie, der havde stærkt lesbiske undertoner.

Dengang var hun stadig kun kendt som Melania Knauss.

Mødtes på natklub
Først et par år senere - på natklubben Kit Kat Club i Manhattan i 1998 - mødte Melania ejendomsmatadoren Donald Trump.

Selv om Trump havde selskab af den norske kosmetik-arving Celina Midelfart, spurgte han alligevel om Melanias telefonnummer.

Den slovenske model afviste henvendelsen, da Trump var i selskab med en anden kvinde. Hun bad i stedet for om hans telefonnummer.

- Det fortæller meget om en mand, hvilket telefonnummer han giver dig. Og han gav mig alle sine numre, har hun siden fortalt i et interview med GQ.

Melania Trump klar til at gå på podiet under det republikanske konvent i juli. (Foto: AP)
Melania Trump klar til at gå på podiet under det republikanske konvent i juli. (Foto: AP)
 

Hun ventede i flere uger, før hun kontaktede byggekongen, og det varede derefter ikke længe, før de dannede fast par.

- Vi havde utrolig sex mindst en gang om dagen, har Melania sagt i et åbenhjertigt interview med radioværten Howard Stern.

Havde utrolig sex
Måske den fysiske tiltrækning gjorde udslaget. I hvert fald friede Donald Trump et par år senere, selv om han allerede havde to forliste ægteskaber bag sig.

I 2005 blev parret gift i Palm Beach, Florida, ved et bryllup, der selv for Donald Trump blev en ekstravagant affære.

På fingeren bar Melania en kæmpemæssig forlovelsesring, der blev kaldt for 'Lord of the Rings' og havde kostet gommen to millioner dollar.

Brudekjolen var designet af Christian Dior, mens hun til den efterfølgende fest på Trumps pompøse Mar-a-Lago var trukket i en Vera Wang-kjole.

Til receptionen dukkede Bill og Hillary Clinton op og ønskede til lykke. Dengang kunne nogen næppe forstille sig, at Hillary Clinton 11 år senere ville lide et bittert valgnederlag til Donald Trump.

Jackie er forbilledet
Melania Trump har aldrig elsket det politiske teater under valgkampen. Men hun har altid stået smuk og rank ved siden af sin mand ved det ene vælgermøde efter det andet.

Hun smilede, men var tavs. Som om hun ønskede at være modvægt til den altid storskrydende ægtemand.

- Hun beder mig om at tone lidt ned en gang i mellem, har Donald Trump erkendt i et interview med ABC News.

Melania Trump holdt ofte lav profil under valgkampen. (Foto: AP)
Melania Trump holdt ofte lav profil under valgkampen. (Foto: AP)
 

Det store spørgsmål er nu, hvordan den reserverede Melania Trump vil håndtere rollen som førstedame. Hun har selv givet et bud.

- Jeg vil være en traditionel førstedame. Lidt som Jackie Kennedy, fortalte hun.

Rå tone på nettet
På et sjældent pressemøde under valgkampen løftede Melania Trump lidt af sløret for sine planer som førstedame.

Hun fortalte, at hun vil arbejde for at forbedre tonen på sociale medier, hvor tonen er blevet 'ondskabsfuld og rå'.

- Vi må behandle hinanden med respekt og venlighed, selv når vi er uenige, sagde Melania Trump, der straks kom i modvind på netop de sociale medier.

- Har du helt glemt, hvordan din mand opfører sig på Twitter, lød det fra mange amerikanske kommentatorer.

 

***

Melanias møgsager:

Plagierede tale: Melania Trump kom galt af sted, første gang hun skulle introducere sig til den amerikanske befolkning.

Da hun holdt sin tale på republikanernes partikonvent i juli, stod det hurtigt klart, at talen mindede lidt for meget om en tale, Michelle Obama holdt i 2008.

Det var især et afsnit om ærlighed og hårdt arbejde, der var blevet planket næsten ordret fra Obamas tale.

Først benægtede Trump-lejren al snak om plagiat, men så meldte en taleskriver sig og tog ansvaret for brøleren.

***

Illegal indvandrer: Det var yderst uheldigt, da det under valgkampen kom frem, at Melania Trump havde arbejdet ulovligt som model i USA, inden hun fik papirerne i orden.

Ifølge Associated Press tjente den slovenskfødte model 20.056 dollar fordelt på ti forskellige modeljob i syv uger, før hun skaffede sig det nødvendige visum for at arbejde.

Det viste en række opgørelser og modelkontrakter, som blev udleveret til nyhedsbureauet.

Melania fik fuld arbejdstilladelse i 2001 og blev amerikansk statsborger i 2006. Hun har påstået, at hun kom til USA på lovlig vis og aldrig har forbrudt sig mod udlændingeloven.

***

Fortrød sex-historie: Melania Trump slog hårdt igen mod en britisk avis og en amerikansk blogger, der mere end antydede, at hun havde arbejdet som prostitueret i 1990'erne.

Trump krævede 150 millioner dollar - cirka en milliard kroner - i erstatning fra blandt andre Daily Mail, der skrev om hendes 'meget saftige fortid'.

- De fremkom med adskillige erklæringer om fru Trump, som er 100 procent falske og utroligt skadende for hendes personlige og professionelle rygte, lød det fra hendes advokat.

Kort efter trak både avis og blogger historien tilbage og undskyldte.

(Kilder: GQ/ DR/ ABC News)

Melania Trump. (Foto: AP)
Melania Trump. (Foto: AP)
 

1 af 2 Melania Trump, 46, har taget turen fra en opvækst i en fattig kommuniststat til rollen som USA’s nye førstedame. (Foto: AP)
2 af 2 Melania Trump, 46, her i henholdsvis 2005 og 2016, har taget turen fra en opvækst i en fattig kommuniststat til rollen som USA’s nye førstedame. (Foto/redigering: AP/Mikkel Cramon)
186 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere