Meldinger om otte massegrave i Libyen vækker rædsel i FN

Efter at styrker fra samlingsregering overtog byen Tarhuna, meldes der om fund af grave og 160 lig i et kapel

Tarhuna har været en afgørende base for den selvbestaltede leder Haftar, siden hans styrker for over et år siden indledte en offensiv for at erobre Tripoli fra regeringen. (Arkivfoto.) Foto: Mahmud Turkia/Ritzau Scanpix
Tarhuna har været en afgørende base for den selvbestaltede leder Haftar, siden hans styrker for over et år siden indledte en offensiv for at erobre Tripoli fra regeringen. (Arkivfoto.) Foto: Mahmud Turkia/Ritzau Scanpix

FN udtrykker 'rædsel' efter meldinger om, at der er fundet otte massegrave i Libyen.

Gravene er fundet i et område, som samlingsregeringen har taget kontrol over, efter at styrker under den selvbestaltede leder Khalifa Haftar har trukket sig tilbage.

- FN's mission i Libyen (Unsmil) noterer sig med rædsel meldinger om opdagelsen af mindst otte massegrave de seneste dage, størstedelen af dem i Tarhuna, står der i en meddelelse fra Unsmil på Twitter.

Byen Tarhuna ligger sydøst for hovedstaden Tripoli og blev tilbageerobret af styrker under samlingsregeringen 5. juni.

- Folkeretten påkræver, at myndighederne omgående foretager effektive og transparente undersøgelser af de mange formodede sager om lovstridige dødsfald, skriver Unsmil videre.

En AFP-journalist har haft adgang til et område, hvor adskillige lig var blevet fundet og bjærget af Libysk Røde Kors dagen inden.

Rester af tøj lå spredt omkring grave dækket af frisk jord.

Aburawi al-Buzeidi, direktøren for et offentligt hospital i Tarhuna, siger, at 160 lig blev fundet i et kapel, da styrker fra samlingsregeringen ankom til byen.

Ligene er 'transporteret til Tripoli og Misrata af Røde Kors', fortæller han videre, dog uden at give yderligere detaljer.

Torsdag besluttede samlingsregeringens justitsminister at etablere et udvalg, der skal undersøge fundene.

Tarhuna har været en afgørende base for Haftar, siden hans styrker for over et år siden indledte en offensiv for at erobre Tripoli fra regeringen.

Pro-Haftar-styrkerne har fået opbakning fra Rusland, Egypten og De Forenede Arabiske Emirater.

Men Haftar er i vidt omfang drevet i defensiven.

De seneste uger har styrker fra samlingsregeringen med hjælp fra tyrkiske droner og luftstyrker indledt et angreb for på ny at få kontrol over den nordvestlige del af landet.

Kampene har kostet hundredvis af menneskeliv, og i alt er 200.000 drevet på flugt.

USA, EU og andre udefrakommende kræfter har opfordret til våbenhvile efter Haftars tab i hovedstaden Tripoli.

Libyen har været præget af kaotiske tilstande, siden den daværende leder Muammar Gaddafi blev dræbt af oprørere med støtte fra Nato i 2011.

11 kommentarer
Vis kommentarer