Merkel i ny rystetur

For tredje gang på mindre end en måned har den tyske kansler rystet voldsomt under et offentligt arrangement

Merkel rystede igen voldsomt under et officielt møde med Finlands statsminister. Video: AP

Den tyske kansler, Angela Merkel, har onsdag for tredje gang på omkring tre uger rystet voldsomt under et officielt arrangement.

Det skriver flere tyske medier, heriblandt Bild.

Den seneste rystetur fandt sted under den finske statsminister, Antti Rinnes, besøg i Berlin. Her rystede Merkel igen voldsomt under afspilningen af de to landes nationalmelodier. Umiddelbart efter afspilningen kunne hun dog selv bevæge sig væk fra pladsen, hvor hun sammen med Rinne var centrum for ceremonien, uden tilsyneladende at bære præg af rysteturen.

Ligesom ved de tidligere lejligheder forsikrer en talsmand dog, at der ikke er noget galt.

- Kansleren har det fint, lyder det fra en talsmand.

Resten af mødet med den finske statsminister gik ifølge talsmanden fint.

Tredje gang
Første gang Merkel rystede ved et offentligt arrangement var 18. juni, hvor hun ved en tilsvarende ceremoni i selskab med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, rystede under nationalmelodierne.

Siden rystede hun også, mens hun lyttede til en tale af præsident Frank-Walter Steinmeier, mens kameraerne var rettet mod hende.

I begge tilfælde har talsmænd dog afværget det med, at Merkel har det fint, og at hun bare var dehydreret. En forklaring hun også selv har givet.

- Jeg har siden episoden drukket mindst tre glas vand, hvilket jeg virkelig havde brug for. Men nu har jeg det ganske udmærket, forklarede Merkel efter den første rystetur.

208 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere