Mette F. vil sløjfe skattelettelse på arbejdsgiverbetalt telefon

I en video på Facebook løfter statsminister Mette Frederiksen sløret for nogle af regeringens prioriteringer

Fremover skal der ikke gives skattelettelser til dem, der får deres telefon betalt af arbejdsgiveren.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en video onsdag aften på Facebook, hvor hun kommer ind på regeringens prioriteringer for finansloven.

Onsdag i næste uge præsenterer finansminister Nicolai Wammen (S) regeringens finanslovsforslag i sin helhed.

- Allerede i morgen fortæller vi om finansieringen. For når vi vil styrke velfærden, så viser vi selvfølgelig også, hvor pengene skal komme fra. Det er ansvarligt.

- Lad mig bare give jer ét eksempel. Den tidligere regering planlagde en skattelettelse til dem, der får deres telefon betalt af deres arbejdsgiver.

- Den skattelettelse kommer vi til at aflyse. Det bliver ikke dyrere for den enkelte. Det bliver heller ikke billigere, siger Mette Frederiksen i videoen.

Der bliver løbet stærkt på sygehusene og plejehjemmene, tilføjer hun. Og år efter år er der blevet skåret ned på uddannelserne.

- Vi sætter derfor velfærden først. Når vi bliver flere ældre, og når der kommer flere børn, så skal pengene følge med.

- Flere penge, så vi kan ansætte sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger. Om en uge fremlægger regeringen vores finanslovsforslag. Velfærd først, siger hun.

Regeringens støttepartier har allerede været ude med en række krav til finansloven for næste år.

Enhedslisten kræver eksempelvis billigere kollektiv trafik og vil have, at billetpriserne på tog og bus bliver 30 procent billigere allerede ved årsskiftet.

De Radikale ønsker en flyafgift. Konkret har partiet foreslået at indføre en afgift, der afhænger af, hvor meget CO2 et fly udleder.

SF's hovedkrav er at få en skriftlig aftale omkring minimumsnormeringer. Den skal garantere, at regeringen vil være med til at sigte mod en lovbestemt model, der pålægger kommunerne, at der maksimalt må være tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne.

Desuden vil alle støttepartierne tilføre en milliard kroner ekstra til folkeskolen fra næste skoleår.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere