Mette Frederiksen taler til danskerne: Hverdagen er væltet

Midt i coronakrisen finder man ud af, hvor meget man savner biblioteker og biografer, skriver hun på Facebook

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil snart invitere kunstnere, kulturliv og folkekirken til en snak om kunst, kultur og åndsliv midt i coronakrisen

Det skriver hun på Facebook.

- Kulturministeren og jeg vil snart invitere kunstnere, kulturliv, folkekirken og andre til en snak - på video selvfølgelig - om situationen lige nu, og om hvordan vi kan sikre åndslivet i den her svære tid, skriver hun.

- Vi skal tage ansvar for hinanden, for hvem vi er og vil være. Den bedste udgave af os selv. Kunsten, kulturen og åndslivet er nerven i det, tilføjer statsministeren.

Hvad 'snakken' sådan helt specifikt skal føre til, står der ikke noget om i opslaget.

Udover sine tanker om kulturlivet i Danmark så roser hun os også. 

'Forandringerne er rullet ind over os og har væltet den hverdag, vi kender. Jeg er imponeret over, så fint I klarer det – både børn og voksne. Det er en tid, som kræver hurtige og konsekvente beslutninger.

'Store dele af Danmark er lukket ned. Sygehusene har hurtigt omstillet sig til at behandle corona-patienter. Lønmodtagere og erhvervsliv har fået store hjælpepakker. Det skulle gå stærkt. Det er gået stærkt.'

Men udmeldingen kommer, efter en periode hvor kulturminister Joy Mogensen (S) er blevet kritiseret for ikke at tage kulturlivet, som lider økonomisk grundet coronaudbruddet, alvorligt nok.

Hun er blevet beskyldt for ikke at tage vare på det område, hun er minister for, samtidig med at kulturinstitutioner lider milliontab, i takt med at biografer, teatre og andre steder er blevet lukket ned som følge af coronakrisen.

Kulturministeren henviste i et stykke tid kulturlivet til at søge hjælp i de almene corona-hjælpepakker, som regeringen har oprettet.

De seneste dage har kulturministeren dog landet nogle aftaler til gavn for kulturlivet.

Blandt andet er regeringen og Folketingets partier blevet enige om at sikre 141 millioner kroner til hjælp til højskoler, aftenskoler og folkeuniversiteterne.

Joy Mogensen har også oplyst, at der arbejdes på at gennemføre påskegudstjenester i kirkerne. På en ansvarlig måde, der er i overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger.

Og senest onsdag kunne Joy Mogensen præsentere en aftale, der sender 180 millioner kroner til de danske medier, som taber annonceindtægter som følge af coronakrisen.

Den aftale kom i stand med Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, De Konservative, Alternativet og de fire løsgængere.