Mette Frederiksen: Vil fremlægge et tiårigt reformprogram

- Regeringen vil fremlægger et ambitiøst reformprogram. Vi vil arbejde i et tiårigt perspektiv, siger Mette Frederiksen

Danmark skal være rigere, dygtigere og grønnere, og det vil kræve "ambitiøse" reformer. Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i hendes tale ved afslutningsdebatten i Folketinget.

Her lægger statsministeren op til, at de store beslutninger i corona-krisen skal afløses af store beslutninger om de "strukturelle udfordringer for dansk økonomi og for vores samfund som et hele".

- Regeringen forbereder nu et ambitiøst reformprogram. Vi vil øge væksten og velstanden. Gøre Danmark til et både rigere og grønnere samfund og først og fremmest dygtigere. Vi vil sætte reformarbejdet i gang med et 10-årigt perspektiv, siger Mette Frederiksen.

Hun opfordrer Folketingets partier til at deltage i arbejdet med at gennemføre reformerne.

- Som fællesskab står Danmark stærkere end i mange år. Vi har gjort det godt. Hvad gør vi nu? Vi kunne vælge at stille os tilfredse. Sige til hinanden, at vi klarede den. Læne os tilbage og lade udviklingen gå sin gang. Justere lidt hen ad vejen. Den mulighed er der, men det er ikke den, vi skal vælge.

- Vi skal gå den modsatte vej. Reformer, innovation, uddannelse, jobskabelse og vækst. Lige nu har vi et bedre udgangspunkt, end nogen turde håbe på i de mørke uger i foråret 2020. Vi har styrken. Nu skal vi finde den politiske vilje til forandring, siger Mette Frederiksen.