Annonce:
Annonce:

Mettes helt egen spasmager

Henrik Qvortrup analyserer hver uge, hvad der rører sig på Christiansborg

Uden at blinke fastslog politisk ordfører Rasmus Stoklund (S), at Mette Frederiksen overhovedet ikke har begået fejl. Foto: Tariq Mikkel Khan
Uden at blinke fastslog politisk ordfører Rasmus Stoklund (S), at Mette Frederiksen overhovedet ikke har begået fejl. Foto: Tariq Mikkel Khan
Annonce:
Følg Politik

Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund, er en lurendrejer. En mand, der kan sige de sjoveste ting. Og samtidig ligne én, der faktisk selv tror på, hvad han siger. Ikke mindst det sidste er imponerende.

Tag nu bare hans seneste betragtninger om statsministerens rolle i minksagen.

Uden at blinke fastslår han, at Mette Frederiksen overhovedet ikke har begået fejl. Samtidig med, at han understreger, at chefen dog ’påtager sig det overordnede ansvar’.

I forhold til det med den ikke-fejlende statsminister er der blot at sige, at dén påstand strider lodret mod konklusionen i minkrapporten. Af den fremgår det klart og tydeligt, at Frederiksen vidste, at den forcerede proces op til minkaflivningerne indebar en stor risiko for at begå ulovligheder.

Annonce:

Man kan så altid diskutere, om dét er nok til at udløse en rigsret. Men at hævde, at Mette Frederiksen er uplettet i sagen, forudsætter en jobskrivelse i klasse med Komiske Alis. Hvad Stoklund tilsyneladende også har som politisk ordfører og dermed som fejeblad for regeringens møgsager.

Mest surrealistisk er dog del to af Stoklunds udtalelser. Altså den om, at statsministeren angiveligt påtager sig det overordnede ansvar. Den er virkelig en spasmager værdig. For er der noget, Mette Frederiksen IKKE gør i forbindelse med minksagen, er det at placere sig selv dér, hvor hun som chef dækker ind for andre.

Skal Stoklunds ansvarssnak endelig tages for pålydende, forudsætter den en helt særlig definition af begrebet. I den stoklundske betydning er ansvar tilsyneladende noget, man rituelt henviser til at have, men i øvrigt aldrig tager konsekvensen af. I al fald ikke så det kan mærkes.

Senest har statsministeren således kunnet nøjes med at få afregnet sit ansvar med en næse fra spøg og skæmt-afdelingen, som hendes egne har udstyret hende med. Mon ikke hun lever med det?

Annonce:

Et blik tilbage i historiebøgerne viser, hvordan statsministre tidligere har håndteret det med ansvar helt anderledes, end hvad vi oplever lige nu.

I forbindelse med Tamil-sagen fastholdt Poul Schlüter konsekvent, at han ikke kendte noget til, at Ninn-Hansen havde brudt loven som justitsminister. Men da dommerrapporten kom, trådte Schlüter ikke desto mindre tilbage. Fordi fejlen var begået i hans regering – under hans overordnede ansvar.

Det er så også snart 30 år siden, og medvirkende til Schlüters beslutning var, at de radikale krævede det sådan.

Også denne gang indtager de radikale en nøgleposition i forhold til statsministerens videre skæbne. Denne gang sker det ved at kræve, at statsministeren udskriver folketingsvalg efter sommerferien. I modsat fald vil partiet bringe regeringen til fald.

Manøvren er temmelig radikal. Og den bliver ikke mindre kuriøs af, at visse radikale i disse dage går rundt og koketterer med, at man reelt allerede har væltet statsministeren.

Annonce:

Det er selvsagt noget vrøvl: Statsministeren sidder der fortsat, og de radikale kunne – hvis de ville – bare have krævet Folketinget hasteindkaldt og dér præsentere Mette Frederiksen for en mistillidsdagsorden med øjeblikkelig effekt.

Flere har da også spekuleret i, om der er lavet en lokumsaftale mellem Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen, således at sidstnævnte nu under bulder og brag kræver det folketingsvalg, som førstnævnte under alle omstændigheder for længst havde besluttet sig for.

Sådan forholder det sig dog næppe.

Realiteten er, at den radikale udmelding – hvor underlig den end måtte fremstå – kommer Mette Frederiksen virkelig meget på tværs.

Først og fremmest fordi den fratager hende den store fordel, at hun som statsminister suverænt vælger tidspunktet for folketingsvalget.

Det kan meget vel være, at hun havde planlagt et efterårsvalg. Men intet var besluttet. Det ville først være sket efter ferien, hvis meningsmålingerne i øvrigt så nogenlunde fornuftige ud.

Annonce:

I det tilfælde, hvor Socialdemokratiet hen over sommeren stod til tilbagegang – måske under indtryk af minkkommission og en galoperende diskussion om magtfuldkommenhed – ville Mette Frederiksen naturligvis aldrig udskrive valg. Så ville hun vente til foråret eller ultimativt trække den helt til næste sommer.

Dén handlefrihed har de radikale nu taget fra hende. Og det er indiskutabelt en streg i regningen for hende.

Selvom den sjove Rasmus Stoklund er betalt for at sige det stik modsatte.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Gå nu hjem, Thorkild
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: